Regeringen har endnu ikke fortalt, hvordan den vil finansiere sit udspil om boligskat. Det møder kritik.

København. Regeringen bliver beskyldt for at nøle i forhandlingerne om fremtidens boligskat.

Fredag er partierne indkaldt til endnu en teknisk gennemgang. Men der er ikke brug for tekniske briefinger. Det, der er brug for, er, at regeringen fortæller, hvordan de vil finansiere sit udspil, lyder det fra oppositionen.

Men det forslag skal partierne ikke regne med bliver lagt frem fredag, oplyser finansminister Kristian Jensen (V).

Han vil heller ikke love, at det bliver i næste uge, at regeringen fortæller, om den for eksempel vil skære i rentefradraget for at finansiere sit forslag.

- Det bliver, når de tekniske spørgsmål er afklaret, siger Kristian Jensen.

Socialdemokratiets skatteordfører, Jesper Petersen, kalder det useriøst og uansvarligt af regeringen at køre vigtige forhandlinger på den måde.

- Vi fik at vide, at vi kunne komme videre med forhandlingerne i denne uge, og at regeringen ville lægge sit finansieringsforslag frem. Og det gør de ikke, siger Jesper Petersen.

- Den utryghed, jeg godt kan forstå breder sig derude, kan fortsætte og forplante sig. Og det behøvede den ikke, tilføjer han.

De Radikales Martin Lidegaard mener, at regeringen køber sig tid ved at invitere til endnu en teknisk gennemgang.

- Vi skylder de danske boligejere at få det her afklaret så hurtigt som muligt, siger han.

DF's skatteordfører, Dennis Flydtkjær, får masser af mails fra folk, der er bekymrede for, hvad der er på vej.

- Det er utroligt følsomt for danskerne. Det er store summer, der er investeret i en bolig. Og de løbende udgifter flytter virkelig noget for folks budget. Så det er med at være varsom som politiker, siger han.

Før der ligger en aftale om boligskat, kan de danske boligejere reelt set ikke vide, hvad de kommer til at sidde for fra 2020, når det nuværende skattestop på ejendomsværdiskatten ophører.

Mange ejendomme har i årevis har været vurderet forkert. Politikerne er derfor blevet enige om et nyt system til at finde frem til de vurderinger, der danner grundlag for skattebetalingen.

Det vil alt andet lige betyde, at skatteyderne skal betale mere i boligskat. Mange ejendomme, særligt i de store byer, var nemlig vurderet for lavt i det gamle system.

Men regeringens mål er ikke at få mere ind i boligskat, har den flere gange understreget.

Kristian Jensen siger til kritikken fra oppositionen:

- Hvis de er så utålmodige, håber jeg, at de bruger den utålmodighed til at kaste sig aktivt ind i spørgsmålet om at få afklaret de tekniske spørgsmål.

/ritzau/