En ungdomskonsulent i LO forgylder sine egne partifæller med LO-medlemmernes kontingent-kroner, mens hans politiske modstandere får et blankt afslag, når de søger om tilskud.

Nøglen til pengekassen med LO’s støttemidler til diverse ungdomsprojekter ligger hos LO’s ungdomskonsulent Kasper Sand Kjær, der samtidig er kreds- og kommuneformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).

Sidste år fik netop DSU bevilget 2,7 millioner kroner fra midlerne i puljen, der ifølge LO ikke gives partipolitisk, men ‘gives til alle foreninger, der arbejder for at fremme faglige interesser blandt danske unge, blandt andet at mindske ungdomsarbejdsløshed og forbedre vilkårene på erhvervsskolerne.’

I januar måned søgte Konservativ Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom derfor også om støttekroner til LO’s pulje og nu, knap otte måneder efter, har Kasper Sand Kjær personligt sendt begge partiforeninger et identisk afslag. Hans begrundelse er, at hverken KU eller DFU er i overensstemmelse med LO’s værdigrundlag.

Den forklaring forstår formand for DF Ungdom Anders Vistisen ikke.

- Vi ved ikke, hvad det er i vores ansøgning, der strider imod LO’s ’værdigrundlag’. Vores principprogram er at opprioritere erhvervsuddannelserne, fortæller Anders Vistisen.

Partistøtte ad bagvejen

I 2003 gjorde LO netop op med den traditionelle partistøtte til venstrefløjen, og derfor er formand for KU Kristoffer Beck oprevet.

- Det er en kvalmende form for nepotisme. At man som ansat i LO kan være ansvarlig for en bevilling på næsten tre millioner kroner til en ungdomsforening, man selv er lokalformand for, er jo fuldstændig vanvittigt, siger han og tilføjer:

- Det virker som en undskyldning for at give partistøtte ad bagvejen. Jeg må nok bare erkende, at så længe vi ikke har nogen KU’ere ansat i fagbevægelsen, får vi heller ingen penge til at føre kampagne for.

Kasper Sand Kjær bekræfter, at DFU og KU har fået afslag på deres ansøgning, men har ikke yderligere kommentarer. Han henviser til sin nærmeste chef, kommunikationschef i LO, Jeppe Bruus Christensen, der ikke ser et problem i medarbejderens to kasketter.

LO: Intet problem

- Jeg blander mig ikke i, hvad mine medarbejdere laver i deres fritid. Men jeg mener ikke, der er et problem her. Kasper Sand Kjærs job er at behandle de indstillinger, der kommer ind, og sende dem videre. Og så er det en politisk beslutning, hvilke projekter der opnår støtte, og hvilke der ikke gør, siger han.