Forfatterne bag en længe ventet bog om Lars Løkke Rasmussen fortæller i et tv-interview med BT, at den tidligere statsminister begyndte at græde under et af de to interviews af fire timers varighed stykket, de lavede med Venstre-formanden.

- Det var helt usædvanligt, og vi var faktisk næsten helt fortumlede efter interviewet, fortæller Andreas Karker.

BT-journalisterne Andreas Karker og Thomas Nørmark Krogh har skrevet bogen LLR, hvor de forsøger at give et nærmere indblik i begivenhederne omkring hovedbestyrelsesmødet i Venstre 3. juni i år, der afgjorde Lars Løkke Rasmussens skæbne som formand og statsministerkandidat for Venstre.

Da de to journalister indledte deres arbejde med bogen LLR, ønskede Lars Løkke Rasmussen ikke at medvirke. På et tidspunkt i processen skifter han dog holdning, og han går med til at lade sig interviewe til bogen. De to forfattere beskriver i tv-interviewet, hvordan Venstre-formanden forsøgte at manipulere dem i løbet af de to gange fire timer, de interviewede ham.

- Det var lige før, vi følte, hvordan det måtte være at være Kristian Jensen nede i kælderen, siger han med henvisning til det skæbnesvangre møde mellem Lars Løkke Rasmussen og næstformand i Venstre, Kristian Jensen, den 3. juni, der betød, at Løkke fortsatte som formand, selvom alle havde dømt ham ude.