Det nyvalgte folketingsmedlem Dorthe Ullemose fra Dansk Folkeparti har flere gange løjet sig yngre, end hun er.

Alder er kun et tal, lyder et velkendt ordsprog.

Det er bare ikke alle, der er lige begejstrede for den livskloge filosofi, ser det ud til.

DF-politikeren Dorthe Ullemose har både under valgkampen og i den forgangne uge fortalt Fyns Amts Avis, at hun er 47 år gammel.

Og flere medier - herunder DR og Jyllands-Posten tog i løbet af valgkampen Dorthe Ullemoses ord for gode varer.

DF-politikeren har dog måtte krybe til korset og indrømme, at der skal lægges en smule til de 47 somre.

I virkeligheden rundede Dorthe Ullemose 50 år sidste år. Ifølge Fyens Amts Avis er hun nemlig født 24. september 1964.

Dorthe Ullemose maner selv enhver forvirring i jorden og bekræfter over for fyens.dk, at hun har rundet det halve århundrede.

Det store spørgsmål er nu, hvorfor hun har kappet tre år fra sin alder. Det har Dorthe Ullemose to forklaringer på:

»Jeg har ikke lyst til at blive centrum for en masse opmærksomhed, og det ville være sket, hvis folk havde vidst, at jeg blev 50 i efteråret. Jeg fejrede min fødselsdag sammen med min familie og ikke andre. Jeg bryder mig ikke om opmærksomheden, der følger med den slags begivenheder, siger hun, og peger desuden på, at hun nok også er lidt forfængelig, siger Dorthe Ullemose til Fyens.dk

DF-politikeren tilføjer, at hun finder 'det med alderen' en smule ømfindigt. Hun siger til fyens.dk, at hun egentlig ikke er forfængelig, og beklager, at hun har løjet. Dorthe Ullerup forsikrer, at hun ikke vil lyve i fremtiden og slår fast, at det er den eneste plade, hun har stukket under sin valgkamp.