Uffe Elbæks nystiftede parti, Alternativet, overraskede alle ved torsdagens valg, da de høstede 4,8 pct. af stemmerne og dermed kommer i Folketinget med hele ni mandater.

En af dem, der med stor sandsynlighed kan se frem til at få sin daglige gang på Christiansborg, er Alternativets ordfører for IT og Digitale Frihedsrettigheder, Rolf Bjerre.

Berlingske mødte ham på Papirøen i Københavns Kanal torsdag aften, da partiet fejrede deres store succes.

Her fortalte Rolf Bjerre, at han synes, det kunne være 'mega fedt' og 'fandme sjovt' at få sin hverdag på Christiansborg

Rolf Bjerre har ikke den store politiske baggrund - han fortæller, at han faktisk hadede politik indtil for tre år siden. Rolf Bjerre opstillede i 2013 til regional- og kommunalvalget i København, hvor han med 2.500 stemmer ikke blev valgt ind.

I dag er han dog meget engageret i politik. Rolf Bjerres mærkesager er bl.a. Open Source, gennemskuelighed i staten, dynamik i samfundet og nærvær i teknologien.

- Jeg ser grundlæggende, at vi ikke har et sundt demokrati i Danmark længere, og jeg håber derfor at kunne være med til at udvikle vores samfund og give rum og muligheder til fremtidige generationer. Jeg ønsker af hele mit hjerte en ny politisk kultur, som bygger på Alternativets debatdogmer, samt mine personlige yndlingskerneværdier i Alternativet: humor og gennemsigtighed, skriver han på sin hjemmeside.

I tv-klippet ovenfor kan du høre Rolf Bjerre fortælle om sine forventninger til et politiker-liv.