Statsminister Anders Fogh Rasmussen vil holde kronprins Frederik i kort snor, hvis han bliver valgt til bestyrelsen i Den Internationale Olympiske Komité (IOC).
Selv om IOC's underorganisation EOC senest har hædret Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, for dennes "enestående bidrag til den olympiske bevægelse", så mener statsministeren at være dækket ind af beslutningen om at nedsætte en støttegruppe af embedsmænd, som skal sikre, at der ikke bliver modsætning mellem den politiske linje i Danmark og kronprinsens udtalelser og handlinger.
- Langt de fleste emner, der behandles i IOC, vedrører sport. I det omfang politiske emner sættes på dagsordenen i IOC, vil kronprinsen gennem IOC-koordinationsgruppen blive orienteret om regeringens holdning, således at kongehusets fortsatte neutralitet sikres, skriver Anders Fogh Rasmussen i et svar til SF's idrætspolitiske ordfører, Pernille Frahm.
Kronprinsens beslutning om at stille op til bestyrelsen i IOC har fået både statsretseksperter og politikere til at tænde advarselslamperne.
/ritzau/



















