Når Danmark siden 1970'erne gradvist er blevet selvforsynende med energi, så er det ikke Venstres fortjeneste.
Det medgiver V-formand Anders Fogh Rasmussen, der på Venstres landsmøde for første gang erkender, at Venstre har været fodslæbende i energidebatten i flere årtier.
- Lad mig så gøre en ting, som jeg ved, at rigtigt mange vil synes rigtigt godt om, og bare venter på. Nemlig at jeg siger: Jamen, det var måske også forkert, siger Anders Fogh Rasmussen.
Statsministeren vil holde energiforbruget nede, gøre Danmark helt fri af fossile brændsler og satse på vedvarende energi. Det har Socialdemokratiet og venstrefløjen argumenteret for i årevis. Anders Fogh Rasmussen fastholder, at Venstre har deltaget i store energiforlig, men ikke skubbet på.
- Vi har ikke været den energipolitiske avantgarde, siger Anders Fogh Rasmussen.
/ritzau/





















