FØLG SAGEN LIVE NEDERST I ARTIKLEN

Hvorfor var Skat Københavns øverste chef, direktør Erling Andersen, i december 2010 så ivrig efter at få skjult Skatteministeriets tætte kontakt til skatteregionen i København?

Der venter efter alt at dømme Erling Andersen, øverste chef for Skat København i december 2010, en varm tur i vidnestolen, når han onsdag formiddag for anden gang tager plads foran Skattesagskommissionen i Gladsaxe.

Kommissionen skal blandt andet undersøge, om der er sket magtmisbrug i forbindelse med myndighedernes behandling af Helle Thorning-Schmidt og ægtefællen Stephen Kinnocks skattesag i 2010.

Erling Andersens rolle kom i går kraftigt i søgelyset, da hans næstkommanderende i skatteregionen i København, skattedirektør Lisbeth Rasmussen, i går gav et belastende vidneudsagn i forhold til blandt andre Erling Andersens håndtering af den følsomme sag.

Læs også: Erling Andersen: Loft ville skjule dokumenter for Ombudsmanden

Ifølge Lisbeth Rasmussen gav Erling Andersen hende en regulær skideballe, fordi hun ikke havde sørget for, at det blev tilstrækkelig nedtonet, hvor tæt Skatteministeriet, der på det tidspunkt var ledet af Venstres skatteminister Troels Lund Poulsen, havde været på den konkrete sagsbehandling af Thorning-parrets skattesag.

Læs også: DF om skattechefers skjuleleg: En decideret skandale

Især Skatteministeriets top-embedsmænd var tilsyneladende ved at få kolde fødder, fordi Folketingets Ombudsmand var begyndt at interessere sig for, om ministeriet havde blandet sig for meget i selve sagsbehandlingen.

Departementschef Peter Loft og hans højre hånd i ministeriet, produktionsdirektør Steffen Normann Hansen, overvejede tilsyneladende ligefrem om man kunne fjerne eller slette belastende materiale fra den svarskrivelse, man skulle sende til Ombudsmanden.

Det bliver de centrale spørgsmål i dagens afhøring af Erling Andersen, der forventes at begynde ca. kl. 10.30. Følg bt.dks live-dækning af afhøringen her: