Venstre har også kaffeklubber, ligesom Socialdemokraterne.

Men der er alligevel stor forskel.

Hos Socialdemokraterne kæmper fløjene i udgangspunktet for en mere venstreorienteret eller højreorienteret politik. Og klubberne kan dateres tilbage til opgøret mellem Svend Aukern og Poul Nyrup Rasmussen i 1993.

I Venstres kaffeklubber trækker man ikke til højre eller venstre. Og det er heller ikke sådan, at dele af gruppen kæmper for eller imod Kristian Jensen.

Det drejer sig mere om at skrabe magt til sig og få bestemmende indflydelse på, hvem der skal have topposter.

De veletablerede gamle

Den mest etablerede er gruppen af midaldrende folketingsmedlemmer, Klub 19.

’De gamle’ ’ledes’ af tidligere transportminister Hans Chr. Schmidt, har 19 medlemmer og kendetegnes ved at være i opposition til en del af ledelsens beslutninger.

Blandt medlemmerne er tidligere minister Henrik Høegh, tidligere minister Svend Erik Hovmand, trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen, Karsten Nonbo, Lars Chr. Lilleholt, Kim Andersen, Eyvind Vesselbo og de tidligere folketingsmedlemmer Preben Rudiengaard og Jens Vibjerg.

Gruppen har 19 medlemmer og mangler dermed fem for at have et flertal – men medlemmer af gruppen hævder, at den har proselytter eller tilhængere nok til at etablere de nødvendige 24 stemmer.

Klub 20 – de unge

Som et modstykke til de ældres klub, der har eksisteret i et par år, dannede gruppens yngre medlemmer for nylig en klub, de selv kalder Klub 20 – måske fordi de håber at kunne matche de gamle i antal – og som andre bare kalder ’De Unge’. Den gruppe omfatter bl.a. Karsten Lauritzen, Mads Rørvig, Michael Aastrup Jensen og Jakob Engel-Schmidt. De har mødtes på restaurant Gitte Kik.

Desuden er der en gruppe af tidligere ministre, som er centreret omkring Søren Pind og Peter Christensen.

Løkkes tæskehold

Og så er der under Venstre-krisen etableret et hold af særligt engagerede Løkke-støtter, populært kaldet ’Løkkes tæskehold’.

Det omfatter Claus Hjort Frederiksen, Inger Støjberg, Lars Chr. Lilleholt, Troels Lund Poulsen og partisekretær Claus Richter. De kæmper for at holde oprøret nede ved at ringe rundt til kredsene og prøve at overbevise kritikerne om at støtte Løkke. Det sker med knubbede ord og påstande om ’partiskadelig virksomhed’ – topstyring man ikke er vant til i et parti som Venstre. Samtidig kæmper især Søren Pind og Inger Støjberg en hård kamp for Lars Løkke i medierne og på sociale medier som Facebook og Twitter.