Besparelser på SUen skal skaffe to milliarder kroner til statskassen, men et stort flertal af danskerne er imod.

Regeringen er på vej med SU-reform, der skal bidrage med to milliarder kroner til statskassen. Men et flertal på 84 procent af danskerne er imod SU-nedskæringer, viser en meningsmåling som YouGov har foretaget for metroXpress. Kun syv procent mener ifølge undersøgelsen, at det ville være en god ide at skære i SUen, skriver avisen.

Torben Holm, der er formand for Danske Studerendes Fællesråd, vil ikke afvise, at regeringen kan finde besparelser ved at få de studerende hurtigere igennem uddannelserne.

- Men vi er meget skeptiske overfor, om man kan finde alle to milliarder på den måde, og så er det min frygt, at regeringen vil skære ned i SUen og skuffe 84 procent af danskerne, siger han til metroXpress.

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) er glad for, at de studerende anerkender, at der kan spares ved at få dem hurtigere igennem uddannelserne.

- De studerende skal tidligere ud på arbejdsmarkedet og blive skatteydere frem for SU-modtagere, siger han til avisen. Han vil dog ikke garantere, at der ikke kommer nedskæringer i SU-grundbeløbet. Regeringens udspil til en SU-reform bliver fremlagt i løbet af foråret.

BNB