Der er bred politisk opbakning bag undervisningsministerens ønske om at vurdere elevers praktiske kunnen.

København. Når folkeskoleelever i fremtiden skal vurderes som uddannelsesparate, bliver det efter alt at dømme med udgangspunkt i både deres praktiske og boglige evner.

For der er bred politisk opbakning bag undervisningsminister Merete Riisagers (LA) melding i Berlingske.

Her understreger hun, at elevernes evner inden for håndværksfag, deres rumlige forståelse, teknologiske indsigt og praktiske færdigheder også bør indgå i vurderingen.

Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, kalder forslaget en "aldeles vidunderlig idé".

- Min spontane reaktion, da undervisningsministeren talte med mig om det, var: Gid, jeg selv havde fået den idé, siger folkeskoleordfører Alex Ahrendtsen.

- Der er 100 procent opbakning, og vi glæder os til at udarbejde forslaget nærmere, når Merete Riisager indkalder forligskredsen.

Undervisningsministeren udtaler til Berlingske, at eksperter skal hjælpe til med at finde frem til en model for, hvordan færdighederne kan vurderes i folkeskolen.

Fra DF lyder blandt andet forslag om at kigge på håndværksfag i skolen, ligesom der findes opgaver i de mere boglige fag, som er udformet praktisk.

- Og der kan man også se på, hvordan eleverne klarer sig. Så det tror jeg ikke bliver noget problem, siger Alex Ahrendtsen.

Også Socialdemokratiet er åben over for at kigge på vurderingerne af uddannelsesparatheden.

- Vi synes, det er vigtigt, at unge bliver vurderet på andet end deres snævert boglige kompetencer, siger medlem af Undervisningsudvalget, erhvervsuddannelsesordfører Mattias Tesfaye.

Der er dog et men:

- Problemet med vurderingen af uddannelsesparatheden er, at en gruppe ikke erklæres for parate. Vi skal insistere på, at alle, der forlader 8. klasse, er parate til et eller andet, når de forlader folkeskolen.

- Der kunne en vurdering af deres praktiske færdigheder være et element. Men jeg vil gerne advare mod at tro, at folk, der er dumme med bøgerne, er kloge med hammeren. Sådan fungerer det desværre sjældent, siger Tesfaye.

I SF er der også opbakning til forslaget.

- Det er for ensidigt kun at kigge på det boglige. Så begynder det at nærme sig en helhedsvurdering, og det har vi altid kæmpet for i SF.

- Vi kommer til at bakke op om, at man gør uddannelsesparatheden mere nuanceret, siger undervisningsordfører Jacob Mark.

Også Ungdommens Uddanelsesvejledning (UU) og Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier bakker op om en ny vurdering af uddannelsesparatheden.

/ritzau/