Politikere skal i fremtiden have samme pensionsalder som andre danskere, mener flertal på Christiansborg.

København. Et flertal på Christiansborg er blevet enige om en ordning, der også skal bringe de nuværende politikeres pensionsalder på linje med almindelige danskeres.

Det viser et aftalepapir fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), som Liberal Alliance, De Radikale, Venstre, Socialdemokraterne og De Konservative har nikket til.

Det skriver DR Nyheder.

I foråret aftalte de fem partier, at kommende folketingsmedlemmer først skal kunne hæve deres opsparede folketingspension ved folkepensionsalderen. Men de kunne ikke blive enige om overgangsregler for de nuværende politikere.

Tidligere har ændringer kun været gældende for de politikere, der blev valgt ved det næste valg efter ændringen.

Men De Radikale og Liberal Alliance har krævet, at ændringen skulle gælde al pension optjent efter 1. januar 2017 - og dermed også gælde for nuværende folketingsmedlemmer.

Det krav har Socialdemokraterne, Venstre og De Konservative nu accepteret.

Aftalen betyder, at en nuværende politiker kan få udbetalt pension efter de gamle regler for den del, der er optjent før 1. januar 2017, men pension efter skæringsdatoen kan først udbetales efter den til enhver tid gældende pensionsalder.

Og politikernes pensionsalder vil følge med, hvis politikerne her i efteråret i forbindelse med regeringens 2025-plan vælger at sætte folkepensionsalderen endnu højere op.

Det betyder også, at politikere, som allerede har optjent maksimum i pension, stadig vil kunne få den udbetalt efter de gamle regler.

Den radikale politiske leder, Morten Østergaard, er tilfreds.

- På den måde adskiller pensionsregler for politikere sig ikke fra andre danskeres. Vi kan ikke ændre det med tilbagevirkende kraft. Men det, der er centralt, og som vi har kæmpet for, er, at også nuværende politikere bliver berørt af ændringerne fra årsskiftet.

- Det, synes jeg, kun er rimeligt, men også på høje tid, siger Morten Østergaard til DR Nyheder.

I januar skød flere partier pensionsanbefalinger fra Vederlagskommissionen ned. Med den nye aftale ligger det fast, at kun en meget lille del af kommissionens forslag kommer igennem.

/ritzau/