Selv om Venstre har vendt sin egen borgmester ryggen i Fredericia, kan Thomas Banke fortsat sidde for bordenden. Det er meget svært at vælte en borgmester, fastslår professor Ulrik Kjær.

Selvom et enigt økonomiudvalg i Fredericia kræver borgmester Thomas Bankes hoved på et fad, kan de ikke tvinge ham fra posten. At selv borgmesterens eget parti kræver hans afgang er ikke nok til at få stolen til at vakle.

- En minister kan fjernes, hvis vedkommende laver noget politisk dumt, og et flertal kræver hans eller hendes afgang. Sådan er det ikke med en borgmester, siger kommunalforsker Ulrik Kjær, der er professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet.

- Hvis man gør noget politisk forkert, og byrådet mister tilliden til en som borgmestrer, så kan byrådet ikke på samme måde stille et mistillidsvotum. Man kan ikke fjerne borgmesteren, fordi man er uenig i vedkommendes politiske dispositioner, siger Ulrik Kjær.

Det er dog sket, at borgmestre er blevet tvunget fra posten. Det skete, påpeger Ulrik Kjær, da Peter Brixtofte i 2002 blev tvunget fra posten som borgmester i Farum.

- Hvis en borgmester laver noget ulovligt - for eksempel ikke sørger for, at byrådets beslutninger føres ud i livet - så kan man klage over ham, og så kan indenrigsministeren i sidste instans fjerne vedkommende, siger Ulrik Kjær og uddyber:

- Men der skal rigtig, rigtig meget til. Det hører virkelig til sjældenhederne, at man kommer dertil, hvor man overhovedet overvejer, om en borgmester skal fjernes. Der skal faktisk en Brixtofte-sag til, siger Ulrik Kjær.

I Fredericia har et enigt økonomiudvalg efter et ekstraordinært møde søndag eftermiddag tilkendegivet, at de ikke længere har tillid til Thomas Banke som borgmester. Han har været i strid modvind den seneste tid. Han er blevet beskyldt for at have et morfinmisbrug, ligesom sagsakter afslører, at han har haft en lemfældig omgang med kommunens penge. Thomas Banke valgte at gå på orlov i fredags.

Ulrik Kjær understreger, at han kun kender sagen fra Fredericia fra medierne og derfor ikke kan udtale sig om den konkrete sag.

- Der vil være ganske mange borgmestre, som hvis de ender i en situation, hvor resten af byrådet ikke længere har politisk tillid til dem længere, så skal den tillid genetableres forholdsvis hurtigt. Ellers er det ikke sjovt at sidde som borgmester, siger han og fortsætter:

- Der kan jo godt have været nogle situationer gennem tiden, hvor borgmestre har trukket sig på grund af dårligt helbred, hvor det har dækket over, at vedkommende godt har kunnet se, at der ikke var tillid til ham længere og derfor har smidt håndklædet i ringen, siger han.