Et flertal i Folketinget erklærer sig parat til at finde penge til at tilbyde unge gratis psykologhjælp efter valget. Det vil være en rigtig god investering, mener Landsforeningen Sind.

Antallet af unge mennesker med psykiske problemer stiger kraftigt.

Derfor har SF nu foreslået, at alle unge skal kunne komme gratis til psykolog og dermed slippe for selv at skulle punge ud i dyre domme.

Og det forslag møder opbakning fra begge af de nuværende regeringspartier, Socialdemokraterne og de Radikale, der gerne vil være med til at arbejde på en sådan ordning efter et valg. Samarbejdet kan også sagtens komme til at tælle Dansk Folkeparti, lyder det fra partiets sundhedsordfører, Liselott Blixt (DF), og dermed tegner der sig et flertal for at ville give unge med psykiske problemer en økonomisk håndsrækning.

»Jeg synes da, det er et meget interessant forslag med mange gode takter,« siger Liselott Blixt, der dog tilføjer:

»Men vi skal også have pengene til det. Dengang vi satte penge af til psykologhjælp til folk, der led af angst og depression, viste det sig jo, at for mange faktisk blev henvist, og pengene blev brugt alt for hurtigt. Også selvom her var en egenbetaling. Så vi skal sikre os, at de rigtige får hjælpen.«

DFeren efterlyser at høre mere fra SF om, hvad forslaget konkret går ud på - blandt andet hvor mange unge, man regner med, det drejer sig om.

I udgangspunktet foreslår SF at tilbyde psykologhjælpen gratis til alle unge mellem 16 og 24 år.

»Vi kan se, at det er de 16-24-årige, der har den helt store udfordring med, at der ikke er nok psykologer til rådighed. De oplever et stigende pres i hverdagen med enormt mange forventninger til, hvad de kan og ikke kan, og der mangler simpelthen psykologer til dem,« siger partiformand Pia Olsen Dyhr (SF).

Psykologhjælpen skal sikres ved permanent at give kommunerne 100 millioner kroner årligt til deling fra regeringens allerede afsatte penge til sundhed, foreslår Pia Olsen Dyhr. Pengene skal bruges på at oprette en psykologstilling i hver kommune, der er særligt målrettet de unge.

Ingen af de tre partier, der i udgangspunktet støtter forslaget fra SF, ønsker dog at sætte kroner og øre på endnu. Dansk Folkeparti vil heller ikke love, at gratis psykologhjælp bliver førsteprioritet, når det kommer til at sikre de unges mentale helbred.

»Jeg er indstillet på, at vi skal forsøge at finde pengene, men jeg vil altså koble det op på, at det bliver en helhjertet indsats, som sikrer det hele. Ellers er jeg bange for, at det er spildte penge. Jeg tror ikke bare, det drejer sig om at give gratis psykologhjælp til unge mennesker, fordi mange gange er der også noget, man skal have rettet op på socialt eller uddannelsesmæssigt,« understreger Liselott Blixt.

Spildte penge tror formand for Landsforeningen Sind Knud Kristensen dog ikke, der bliver tale om, hvis staten betaler hele den unges psykologregning. Egenbetalingen afholder nemlig mange unge fra at søge hjælp, er landsformandens oplevelse.

Derfor glæder han sig over forslaget og mener, at det i stedet bør ses som en god investering, der vil spare samfundet penge i den anden ende.

»Jo tidligere vi kan sætte ind, jo større er chancen for, at nogle unge mennesker helt slipper for at blive så syge, at de skal i behandling i psykiatrien, som jo i parentes bemærket er endnu dyrere og meget tungere for den enkelte,« siger Knud Kristensen.

I dag er mindstebetalingen for at gå til psykolog på 350 kroner i timen.