Skal hele ministeriet gennemgås af Rigsrevisionen?

Problemerne tårner sig op for kulturminister Uffe Elbæk (R) efter at det er kommet frem at ministeriet har støttet hans mands arbejdsplads med 6 mio. kr, og afholdt hele fem officielle arrangementer på AFUK, Akademiet for Utæmmet Kreativitet.

Samrådet i Folketingets Kulturudvalg tirsdag bliver meget afgørende for kulturministeren. Først derefter vil Enhedslisten og de borgerlige partier beslutte, hvordan de vil reagere.

Enhedslisten overvejer kraftigt at bede Rigsrevisionen se på sagen. Og hvis de ikke gør det, er der heller ikke noget, der forhindrer de borgerlige partier i at søge at involvere Rigsrevisonen. Og Uffe Elbæk risikerer nu, at alle ministeriets bilag skal undersøges for hele perioden, hvor Uffe Elbæk har været minister.

Og det kan blive en langvarig affære. Elbæk vil i hvert fald blive holdt på pinebænken frem til februar, måske helt frem til næste sommer. En lang periode, hvor han vil være politisk stækket.

- Jeg ved endnu ikke, om jeg vil opfordre til, at Rigsrevisionen ser på sagen. Men hvis jeg gør det, synes jeg ikke kun den skal se på de 180.000 kr. Så vil jeg bede Rigsrevisonen se på alt,  hvad ministeriet har foretaget sig, siden Uffe Elbæk tiltrådte. For at se, om der er foregået andet, som ikke er helt efter bogen, siger Dansk Folkepartis statsrevisor Henrik Thorup.

Enhedslisten har Uffe Elbæks skæbne i sine hænder. Det er dem, der står mellem ham og en fyreseddel. Partiets kulturordfører Jørgen Arbo-Bæhr siger:

- Vi træffer ingen beslutninger før efter samrådet tirsdag. Men hvis vi skal holde hånden under ministeren, skal han have nogle virkelig gode forklaringer på alt, hvad der er foregået. Og vi overvejer at bede Rigsrevisionen se på sagen.

- Vi går ikke efter personer, og vi er ikke ude på at 'hævne os' på de Radikale, som nogle måske tror. Men vi er meget optaget af, at reglerne bliver overholdt, siger Jørgen Arbo-Bæhr.

Hvis Rigsrevisionen bliver bedt om at se på sagen, kan de tidligst beslutte det på et møde i februar. Og hvis de beslutter at kigge på sagen, vil de først kunne træffe en afgørelse i maj eller juni. Uffe Elbæk vil så have sagen hængende over hovedet i nogle måneder, måske et halvt år.

Kilder på Christiansborg siger, at hele sagen tyder på, at Uffe Elbæk ikke forstår hvordan tingene foregår i Folketinget. Og at at han har dummet sig ved at han allerede i weekenden beklagede, hvad der var foregået. Dermed har han på sin vis erkendt, at der er forgået noget forkert, hvilket kan ramme ham senere, påpeger kilderne. Til sammenligning sagde tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V), at han havde givet sig selv tavshedspligt, da han fik problemer med Helle Thorning-Schmidts skattesag. Og det blev der nok lavet grin med, men han indrømmede ingenting.