Målet er, at ingen børnefamilier skal havne på gaden, siger socialordfører Maja Panduro (S).
Hun er oprørt over, at antallet af familier, der sættes på gaden af fogeden, er steget syv år i træk. Det er samtidig sket i en periode, hvor hele tre borgerlige socialministre har lovet at ændre udviklingen.
- Vi kommer til at tage dette problem meget alvorligt. Det bør være målet for enhver regering, siger Maja Panduro og håber, at afskaffelsen af de såkaldte fattigdomsydelser kan afbøde mange ulykkelige sager, hvor også børn sættes på gaden,
I forbindelse med aftalen om fordelingen af satspuljemidlerne, også kaldet den fattige mands finanslov, er der afsat 130 mio. kr. over fire år til at styrke den forebyggende rådgivningsindsats i almene boligområder.
Maja Panduro tilføjer, at problemet selvfølgelig ikke kan løses med et fingerknips, men man er nået et stykke på vej, når den frivillige gældsrådgivning udvides.
Maja Panduro har ikke meget til overs for den konservative Benedikte Kiær, der som socialminister i marts 2010 sagde, at ’kurven nu er knækket’. Det var den ikke.
På tilsvarende vis sagde Venstres tidligere socialminister Eva Kjer Hansen i april 2006, at hun ’ikke kan acceptere, at der er børnefamilier, der bliver sat ud og står på gaden’.





















