Dansk Fjerkræ Forum er tilfreds med den handlingsplan, som fødevareminister Dan Jørgensen har lanceret i bestræbelserne på at forbedre forholdene for fjerkræ.

Dansk Fjerkræ Forum roser den handlingsplan for fjerkræ, som fødevareminister Dan Jørgensen (S) har præsenteret mandag. Planen består af 22 initiativer, der skal forbedre forholdene for fjerkræ i Danmark.

»Vi er meget tilfredse med, at der nu åbnes for lempeligere regler for stalddørssalg. Det har vi ønsket rigtig længe, og vi håber, at det vil betyde, at der kommer flere små producenter rundt omkring med bedre lokalt fjerkræ,« siger Finn Jensen, formand for Dansk Fjerkræ Forum, i en skriftlig kommentar.

Han hæfter sig ved et andet positivt initiativ i planen.

»Fokus på ulovlig import af fjervildt er vigtigt for at forhindre sygdomme, og det har hidtil været et overset problem.«

Handlingsplanen lægger op til, at lovgivningen skal strammes på en række områder. I dag er de såkaldte hønniker - høns, der endnu ikke er begyndt at lægge æg - slet ikke omfattet af dyrevelfærdslovgivningen, så fremover bliver der stillet krav til, hvor meget plads de må have. Derudover bliver det forbudt at trimme næb på æglæggende høner.

Finn Jensen mener ikke, at de stramninger får den store effekt.

»Det er fint, at pladskrav til hønniker og forbud mod næbkupering nu bliver fastsat i loven, men faktisk har det ingen betydning. Det er allerede praksis i dag,« siger han.