Et flertal i Folketingets Finansudvalg har torsdag eftermiddag godkendt det aktstykke, der blåstempler salget af 19 procent af aktierne i DONG Energy til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

SFs nyslåede finansordfører, Steen Gade (SF), fortæller, at partiet overordnet er gået med til salget.

»Den overordnede fortælling er da, at vi selvfølgelig er med på en kapitaludvidelse,« siger han efter afstemningen i Finansudvalget.

Følg situationen live på bt.dk hele dagen

SFs folketingsgruppe har været stærkt splittet i spørgsmålet om, hvorvidt dele af DONG skulle sælges til den udskældte investeringsbank, og det førte torsdag til, at SF trak sig fra regeringssamarbejdet, og Annette Vilhelmsen (SF) meddelte sin afgang som partiformand.

»Det er den værste og mest voldsomme krise, jeg har været igennem. Men den her sag (DONG-salget, red.), er ikke den svære. Jeg tror heller ikke, det er selve substansen i sagen, som har udløst krisen. Men jeg tror, mange synes, det her var dråben oven på en lang række andre sager,« siger Steen Gade.

Dansk Folkeparti har hele tiden været imod salget af DONG-aktierne, og partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) er da også utilfreds med resultatet af afstemningen i Finansudvalget.

»Jeg synes, det er trist, at udover at man vælger at sælge de her aktier til Goldman Sachs, så har Folketingets Finansudvalg også lige brudt en årelang praksis om, at man først afgør sådan et aktstykke, når alle spørgsmål er besvaret,« siger han.

Samme melding kommer fra Enhedslistens erhvervsordfører, Stine Brix (Ø). Hendes parti har også hele tiden været en stærk modstander af DONG-aftalen.

»Det er rigtig trist. Vi vil selvfølgelig stadig kæmpe videre. Formelt vedtages det først, når DONG har generalforsamling 20. februar, men det er nok mere håb end tro, at et flertal i Folketinget kan komme på bedre tanker,« siger hun.