Alle bærer et ansvar for rod i blå blok. Men Løkke er chef og bærer derfor hovedansvaret, mener Pape.

København. Forholdene i blå blok er noget rod.

Sådan lyder det fra De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, på partiets landsråd i Herning lørdag. Han opfordrer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at indkalde partilederne til forhandlinger.

Søren Pape Poulsen siger:

- Inden det her kører helt af sporet, så kan det være, at han lige skal med ind over og prøve at finde en løsning. Vi skal have låst op for den her situation. Det har vi alle en forpligtelse til. Vi må alle sammen give os, så vi kan komme et skridt videre.

Spørgsmål: Har statsministeren været for svag i håndteringen af situationen?

- Nej, jeg synes ikke, at han har været svag.

- Det er normalt, at man fremlægger en plan og indkalder til forhandlinger hos finansministeren. Men så - bang - er der kommet ultimative krav fra et parti, og så svarer et andet parti med ultimative krav. Det gør, at han må tage dirigentstokken, så vi kan komme videre.

Spørgsmål: Du siger, at forholdene i blå blok er noget rod. Bærer I ikke selv et ansvar for den anspændte situation, efter at I væltede Eva Kjer Hansen (V) som miljø- og fødevareminister i foråret?

- Alle bærer et ansvar. Lars Løkke er chef, og som sådan bærer han hovedansvaret. Men vi bærer alle et ansvar. Forskellen på foråret og nu er, at dengang var der en minister, vi ikke havde tillid til. Men substansen stemte vi igennem, for det havde vi lovet.

- Men vi har alle et ansvar, og det kunne jeg ikke drømme om at fralægge mig.

Spørgsmål: Så du erkender, at du har været med til at skabe et anspændt forhold i blå blok?

- Det tror jeg, vi alle sammen har. Vi kæmper hver især for det, vi tror på.

Spørgsmål: I skal i gang med 2025-forhandlinger. Allerede inden du har set udspillet omkring ejendomsvurderinger siger du, at I ikke går med i en aftale, hvis den ikke freder boligejerne. Er det ikke med til at skabe endnu mere splittelse?

- Vi har sagt, at vi ikke går med i aftalen, hvis den ikke stiller boligejerne bedre. Det er pragmatisk, synes jeg.

- Lige nu spiller vi med en blind makker, fordi vi ikke kender det nye vurderingssystem. Men jeg synes ikke, det er rimeligt, at folk skal gå fra hus og hjem, fordi skatterne driver dem derfra. Det er vi imod, men vi vælter ikke regeringen på det.

- Og så vidt jeg ved, er vi det eneste parti, der har sagt til regeringen, at der ikke findes noget i deres plan, vi ikke vil tale om i forhandlingerne.

Spørgsmål: Du siger, I ikke vælter regeringen, men det er vel også en trussel, når I siger, at regeringen ikke kan være sikre på et flertal for en så afgørende aftale som 2025-planen?

- Men det er alt, vi laver hver dag jo. Vi har tænkt os at gå konstruktivt ind i det her. Jeg tror heller ikke, at regeringen har en interesse i, at boligejerne hænger derude, hvor flere tusind skal gå fra hus og hjem i løbet af fem år. Det har vi en fælles interesse i at forhindre, siger Søren Pape Poulsen.

/ritzau/