Man er ikke dansk, bare fordi man er født i Danmark, mener Dansk Folkepartis Martin Henriksen.

København. Under Debatten på DR2 torsdag aften endte deltagerne i en heftig diskussion.

Dansk Folkepartis Martin Henriksen sagde til elevrådsformand fra Langkaer Gymnasium Jens Phillip Yazdani, at han ikke nødvendigvis er dansk, selv om han er født og opvokset i Danmark og går i dansk gymnasium.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører svarer her nærmere på, hvornår han synes, at man er dansker.

Spørgsmål: Hvad skal der til for at være dansker ifølge Dansk Folkeparti?

- Man skal tage udgangspunkt i en dansk virkelighed. Man skal også føle sig dansk i hjertet, og man skal være loyal over for Danmark, siger Martin Henriksen og fortsætter.

- Så hvis man har forældre, der kommer fra et andet land, så er det klart, at hvis der er konflikt mellem de to lande, skal man ikke være i tvivl om, hvilken side man er på. Man må ikke tvivle på, hvem man føler det største tilhørsforhold til, siger han.

Spørgsmål: Hvis man er født i Danmark som barn af en muslim, og man går i dansk skole, har danske venner, men tror på Islam. Kan man så ikke være dansker?

- Jeg synes, at man i et omfang skal tage danske traditioner til sig, markere dem og føle, at det er dine traditioner. Hvis man er meget ortodoks muslim, så mener jeg ikke, at man kan være dansker. Man skal engagere sig, og hvis man får børn, skal man også lære dem at engagere sig og følge de danske traditioner, siger Martin Henriksen.

Spørgsmål: I går (torsdag. red.) stod du over for elevrådsformanden fra Langkaer Gymnasium. Han er født og opvokset i Danmark, taler dansk, har gået i danske skoler, og han engagerer sig ved at være elevrådsformand. Hvorfor er du ikke sikker på, at han er dansker?

- Jeg bliver bedt om at vurdere ham på et splitsekund. Det jeg anfægter er, at fordi man er født i Danmark og taler dansk, så er man dansker.

Spørgsmål: Så hvornår er man så dansker ifølge dig?

- Det afgørende for Dansk Folkeparti er, at der er noget, der binder os sammen. Det skal være sprog, tradition og kultur. Det er ikke et problem, hvis der er få, der passer sig selv.

Spørgsmål: En person som din kollega Naser Khader, han er muslim. Han er heller ikke født i Danmark. Er han dansker?

- Ja, det vil jeg sådan set mene, at han er. Han har på mange måder gjort det godt. Mit umiddelbare svar er ja. Han har også humor.

- Hovedbudskabet er, at danskere har en masse ting tilfælles. Der synes jeg godt, man kan passe Naser Khader ind. Kultur kan være forskellige ting som humor og den måde, man fortolker ytringsfrihed på, siger Martin Henriksen.

/ritzau/