Det er »vanvittigt« og »helt urimeligt«, at en Præstø-familie bliver trukket i kontanthjælp, efter de har fået udbetalt erstatning for et indbrud. Det mener folketingspolitikere på tværs af partierne.

May-Brith Jensen og Jimmi Bach Jørgensen blev i november udsat for et indbrud, hvor der blev stjålet dåbssmykker og børnenes DVD-film og smykker. Forsikringen udbetalte 36.500 kr., men fordi både May-Brith Jensen og Jimmi Bach Jørgensen er på kontanthjælp fik de kun lov til at beholde 20.000 kr. Resten blev modregnet i deres kontanthjælp.

Det vækker forargelsen på tværs af partierne på Christiansborg.

Enhedslistens Christian Juhl kalder det »vanvittigt« at kommunerne jager kontanthjælpsmodtagere på den måde.

»Det er fuldstændig vanvittigt. Det her er en erstatning, hvor man har mistet noget, som man har forsikret sig imod. Hvis erstatningen så bliver modregnet i kontanthjælpen, så ender det jo med, at kontanthjælpsmodtagere ikke vil forsikre deres indbo. Det ville alt andet lige være en endnu værre situation,« siger Christian Juhl, der vil have ændret loven, hvis loven betyder, at kontanthjælpsmodtagere ikke får mulighed for at erstatte almindelige ting.

»Man kan ikke bare sige, at fordi man har været så uheldig at få stjålet noget, så skal erstatningen bruges på noget andet. Tænk, hvis ens hjem brænder ned, og man bliver tvunget til at leve for erstatningen i stedet for at købe nye møbler, tøj og andre fornødenheder. Hvordan skal man så leve?,« spørger Christian Juhl.

Ikke til tant og fjas
Også regeringspartiet Socialdemokraterne mener, at man skal have lov til at erstatte stjålne ting, selvom man er på kontanthjælp.

»Det virker mærkeligt, at hvis man har tegnet en forsikring og får en erstatning, at man så ikke kan bruge de penge. Det virker urimeligt,« siger Lennart Damsbo-Andersen (S), der mener, at man skal have lov til at beholde pengene, hvis man får stjålet ting, som er nødvendige for at søge arbejde eksempelsvis.

Han peger samtidig på, at det er op til kommunens skøn at afgøre, om en indbrudsramt kontanthjælpsmodtager har brug for at erstatte de stjålne ting. Og at det i nogle tilfælde kan være okay at modregne en erstatning i kontanthjælpen.

»Hvis en kontanthjælpsmodtager vælger at bruge erstatning på at forsøde tilværelsen i en periode i stedet for at erstatte ting, de skal bruge for at opretholde en rimelig levestandard, så synes jeg ikke, de skal beholde pengene. I de tilfælde vil reglerne om modregning træde i kraft, og det, synes jeg, er helt rimeligt,« siger Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører.

Kommunen har forregnet sig
Folketingets mest liberale stemme í Liberal Alliance mener heller ikke, at det er rimeligt, at en indbrudserstatning betyder, at man bliver trukket i kontanthjælp.

»Vi synes absolut ikke, at det er rimeligt, at man ikke kan beholde sin erstatning, hvis man får stjålet noget. Så kan man jo ikke genetablere sit liv, som det var før indbruddet,« siger Anders Samuelsen

Vordingborg Kommune, som har besluttet, at familien bliver trukket i kontanthjælp, kommer snart til at kigge på afgørelsen igen. May-Brith Jensen og Jimmi Bach Jørgensen planlægger nemlig at klage over beslutningen. Og det gør de klogt i, mener Anders Samuelsen.

»Jeg tror, kommunen har forregnet sig og kommer til at gøre beslutningen om. Det lyder meget mærkeligt, og jeg tror, at familien har en meget god sag,« siger Anders Samuelsen.