Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) kommer nu til at forklare sig i sagen om den forestående lukning af Strandhotellet i Vejers.

Socialdemokratiets miljøordfører Christian Rabjerg Madsen har nu stillet ministeren en række spørgsmål i sagen. Ministeren skal blandt andet begrunde, hvorfor staten har valgt ikke at sælge grunden til forpagteren, hvis familie har drevet stedet i 60 år frem for statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme.

Sigrid og Niels Jørgen Frandsen har forgæves forsøgt at overtage grunden af Naturstyrelsen, men har ikke kunnet få en pris på den. Parrets eget hus, som de i 1974 byggede på grunden, står de også til at miste efter at Naturstyrelsen har afvist at forlænge forpagtningsaftalen med parret.

»Jeg synes, det er en sag, hvor man har behandlet forpagteren uhørt dårligt. Og jeg undrer mig over, at man ikke udviser lidt konduite og som minimum tilbyder at lade ham købe det,« siger Christian Rabjerg Madsen, der mandag var på besøg hos Niels Frandsen på Vejers Strand.

Han kalder hotellet ’en kulturinstitution’.

»Man burde tage hensyn til, at hotellet har ligget der i rigtig lang tid. Forpagteren har tilkendegivet, at han var villig til at købe stedet, og i 2013 fik han lovning på, at han kunne købe stedet, når kontrakten udløber til næste år. Det har været en ugennemskuelig proces.«

I en skriftlig kommentar til BT forklarer kontorchef i Naturstyrelsen Kim Røjgaard, at det ikke har været en mulighed.

’Naturstyrelsen er forpligtet til, at både salg og udleje sker på markedsvilkår. Derfor kan vi ikke lade den eksisterende lejeaftale fortsætte eller sælge grunden direkte til forpagteren uden udbud. Vi forstår godt, at det ikke er nogen nem situation for forpagteren at stå i,’ skriver han.

Men ifølge et notat, som JyskeVestkysten har fået gennem en aktindsigt, er det muligt – med accept fra finansministeren og Folketingets finansudvalg – at sælge grunden direkte til Niels Frandsen, der er villig til at give op til fire millioner kroner for grunden, der er på 8.366 kvadratmeter.

Styrelsen har ikke desto mindre overdraget grunden til statens ejendomsudviklingsselskab, Freja Ejendomme, som ifølge Kim Røjgaard ’har mulighed for at gå i dialog med kommunen om de lokale ønsker til den videre udvikling af grunden.’

Det har Christian Rabjerg Madsen ikke meget til overs for.

»Det strider mod enhver form for anstændighed, at man ikke giver ham en forkøbsret. Derfor er det et udenomssvar, styrelsen kommer med. Jeg har fuld forståelse for, at han skal købe grunden til markedspris, men jeg synes, man skulle have givet ham en forkøbsret, før man lod Freja Ejendomme overtage.«

Kontorchef Kim Røjsgaard lader i e-mailen til BT forstå, at sagen ikke er usædvanlig for styrelsen.

’Naturstyrelsen sælger løbende grunde og ejendomme med henblik på at understøtte og finansiere vores kerneopgaver indenfor natur og friluftsliv,’ skriver han.

Ifølge Christian Rabjerg Madsen hænger det fint sammen med regeringens bevillinger til miljø- og naturområdet.

»Jeg kan konstatere, at der år efter år er blevet skåret på miljøet og på Naturstyrelsens bevilling. Jeg synes, det er trist, at en forpagter skal betale prisen for det,« siger han, der også har spurgt ministeren hvor meget staten regner med at få ind på salget af grunden, der må siges at have en virkelig strandnær beliggenhed.

Normalt har ministre fire uger til at svare på skriftlige udvalgsspørgsmål, men Christian Rabjerg Madsen har understreget, at sagen haster. Niels Frandsen har nemlig indbudt til afskedsreception 2. december.