De fire socialdemokratiske ledere i Sverige, Norge, Finland og Island fordømmer i en fælles erklæring Israels fremfærd i Gazastriben.

Partilederne skriver blandt andet:

»De allerfleste af ofrene er uskyldige, civile palæstinensere, som ikke kan flygte fra stridighederne i Gaza. Mange af dem er børn. Israel har ret til selvforsvar, men de må følge international ret og undgå civile ofre.«

»Israel har som besættelsesmagt og som den militært overlegne part et særskilt ansvar i konflikten«

»Vi fordømmer landets anvendelse af uproportionel vold som værende mod folkeretten og grundlæggende humanitære principper«

»Vi fordømmer samtidig Hamas’ raketbeskydning. Hamas er blevet stemplet som en terrororganisation af EU og bruger metoder, som vi tager stærk afstand fra«

»...Israel må ophøre med besættelsen af Vestbredden, afvikle deres bosætningspolitik, som indebærer en folkeretsstridig annektering af okkuperede områder, og hæve blokaden af Gaza«.

Brevet er underskrevet af Jonas Gahr Støre, formand for Arbeiderpartiet i Norge, Stefan Löfven, formand for Socialdemokraterna i Sverige, Árni Páll Árnason, formand for Samfylkingin i Island, og Antti Rinne, formand for Suomen Sosialidemokraattinen Puolue i Finland.