Markante fagforeningsfolk med tilknytning til SF vælger side i kampen om formandsposten. Annette Vilhelmsen truer SFs troværdighed, lyder det blandt andet.

Mens fristen for at stille op til formandsposten i SF nærmer sig, melder SFerne sig i stigende grad på banen for at markere deres støtte til enten sundhedsminister Astrid Krag eller folketingsmedlem og erhvervsordfører Annette Vilhelmsen.

Eksmpelvis er en stribe fagforeningsfolk med SF-medlemskaber nu gået sammen om at opfordre til at stemme på Astrid Krag. Det skyldes blandt andet, at Annette Vilhelmsen vil ende med at skuffe fælt. hvis hun bliver valgt, lyder det.

- Annette Vilhelmsen giver folk en illusion om, at magtbalancen i regeringen og Folketinget er en anden. Det vil skuffe en masse mennesker og indbyde til en ny runde diskussion om løftebrud. Det er overbudspolitik - og det er fagforeningsfolk som jeg selv vaccineret imod. Det truer SFs troværdighed som parti, siger Simon Tøgern, der er sektorformand i HK Privat, i en pressemeddelelse.

Tidligere folketingsmedlem og nuværende formand for SFs Faglige Landsudvalg, Karsten Hønge, mener, at Astrid Krag vil være garant for at fortsætte SFs »udvikling fra protest- til indflydelsesparti«.

- Astrid Krag er ikke den ældste i vores folketingsgruppe, men vi har kendt hende i flere år som en grundig parlamentariker, vi altid har kunnet stole på. Og hun er samtidig fantastisk til at samle folk omkring sig og give de socialistiske perspektiver en plads i hverdagen, siger Karsten Hønge.

Ved sidste års folketingsvalg stillede han op på Fyn og blev overgået af netop Annette Vilhelmsen, som fik flere stemmer og overtog pladsen i Folketinget. For nylig slog Vilhelmsen ligeledes Hønge, da hun blev valgt som SFs fynske spidskandidat.

Støtten til Krag kommer samme dag som en række LO-fagforeningsbosser i Berlingske udtrykte støtte til Annette Vilhelmsens forslag om, at man på længere sigt gør dagpengereglerne afhængig af konjunkturerne, så uddannelsesmulighederne og dagpengeperioden bliver bedre, når ledigheden er høj.

De øvrige SFere med fagforeningsbaggrund, der i pressemeddelelsen bakker op om Astrid Krag som ny formand, er:

Kurt Hansen, 3F Offentlig gruppe.

John Bondebjerg, 3F Transportgruppen.

Tonni Hansen, medlem af SFs landsledelse og formand 3F Sydfyn.

Mette Lyshøj, 3F Hovedforbundet.

Ann Søndergaard, BUPLs hovedbestyrelse.

Nicolai Bentsen, 3F Lager-, Post- og Service, fællestillidsmand på Det Kongelige Teater.

Bjarne Sørensen, formand for Metal Horsens.

Egon Nykjær, formand for Metal Herning.

Lasse Hjort Oetzmann, 3F Hovedforbundet.

Tidligere torsdag pegede politisk ordfører Jesper Petersen på Astrid Krag som sin favorit, mens partinestor Aage Frandsen meldte ud, at han bakker op om Annette Vilhelmsen.

Deadline for at melde sig som formandskandidat er fredag klokken 12.