Anders Samuelsen skulle tage sig at bevæge sig uden for Christiansborg mure, lyder opfordringen fra 3F, efter partilederen har udtalt, at social dumping næsten ikke eksisterer.

Fagforeningen 3F raser mod Anders Samuelsen (LA), som over for Ugebrevet A4 har givet udtryk for, at social dumping næsten ikke eksisterer og kun er et udtryk, som er opfundet af fagbevægelsen for at skabe angst.

De mener, at partilederen er helt virkelighedsfjern og opfordrer ham til at besøge virksomheder, der bliver udkonkurreret, fordi de gerne vil spille efter de spilleregler, der er aftalt i overenskomsterne.

»Anders Samuelsen burde bevæge sig uden for Christiansborgs mure og komme ud i den virkelige verden. Jeg synes, det er skamfuldt, og han kan ikke være det bekendt,« siger formand for 3F, Per Christensen.

Anders Samuelsen siger i et interview med Ugebrevet A4, at han ikke helt har forstået, hvad social dumping går ud på.

Han udtaler til mediet, at det kun er godt, når østeuropæere kommer til Danmark og arbejder til lave lønninger herhjemme, og dermed presser danske løn- og arbejdsforhold.

»Vi taler meget om det der social dumping. Det er ét af de bedst opfundne ord til at skabe angst i danskerne, men når det kommer til stykket, er der ikke rigtig nogen, der ved, hvad det er. Det er jo ikke sådan, at det vælter rundt i aviserne hver dag med eksempler på social dumping. Det er nok et tegn på, at det er begrænset, hvad der foregår på ulovlige vilkår,« siger han til Ugebrevet A4.

Men den udmelding forstår Per Christensen overhovedet ikke. Han kan nævne talrige eksempler på nylige afgørelser, hvor der er tilfaldet erstatning til lønmodtagerne, fordi de enten ikke har fået deres løn eller fordi, at arbejdsforholdene har været dårlige.

»Det er et kolossalt problem. I transportbranchen handler det om ulovlig fragtkørsel. På det grønne område handler det om, at man bruger underentreprenører og underkender de overenskomster, der er. På byggepladsen handler det om, at man henter illegal arbejdskraft til landet, og underbetaler dem på trods af de aftaler, de har indgået med os. Jeg kunne blive ved,« siger formanden for 3F.

»Vi er konkurrencedygtige, og vi får skabt mange gode job og arbejdspladser. Og det skal understreges, at der er rigtig mange gode arbejdsgivere, som overholder de aftaler, vi har indgået i overenskomsterne. Men banditterne skal ikke slippe, og jeg forstår ikke Anders Samuelsen,« understreger Per Christensen.