Fagforbund presser vennerne i regeringen

Efteruddannelse og underbetalte østarbejdere skal på dagsordenen nu, lyder kravet fra fagbevægelsen, som har opgivet store trepartsforhandlinger lige nu.

Fagbevægelsen, som hjalp regeringen til sejr, presser nu vennerne offentligt for i det mindste at få trepartsforhandlinger om efteruddannelse og østarbejdere i en fart, mens det med længere arbejdstid bliver udsat.

Inden valget lovede Socialdemokraterne og SF hurtige trepartsforhandlinger, hvor også arbejdsgiverne er med. Nu har finansminister Bjarne Corydon (S) udsat det til efter overenskomstforhandlingerne til foråret.

LO-formand Harald Børsting siger, at han er med på, at der ikke kan blive færdige trepartsforhandlinger inden overenskomstforhandlingerne til foråret. Men han vil have efteruddannelse, voksenuddannelse og social dumping på dagsordenen nu.

- Det er det, jeg anbefaler, at regeringen konsulterer parterne omkring. Så må vi tage alle de andre emner efter overenskomstforhandlingerne. Jeg er enig i, at vi ikke kan føre parallelle forhandlinger om overenskomster på den ene side og trepartsforhandlinger på den anden side, siger han.

Samtidig lufter han risikoen for konflikt ved overenskomstforhandlingerne, hvis der ikke kommer gang i forhandlingerne nu.

- Det er jo min vurdering. Men jeg kan høre, at arbejdsgiverne har en anden vurdering. Derfor siger jeg, at regeringen skal tage initiativ til at konsultere parterne, så vi kan vurdere argumenterne for, hvordan vi skaber bedst mulig tryghed omkring overenskomstforhandlingerne, siger Børsting.

Formanden for fagforbundet 3F, Poul Erik Skov Christensen, og formanden for Dansk Metal, Thorkild E. Jensen kræver tilsvarende efteruddannelse og østarbejdere på dagsordenen nu.

- Jeg havde gerne set, at de to ting var forhandlet, før vi gik i gang med overenskomstforhandlingerne, siger Thorkild E. Jensen.

Han ser dog ikke nogen større risiko for konflikt i anledning af, at trepartsforhandlingerne bliver udskudt.

/ritzau/

 

Lige nu på B.T. PLUS

Nyheder

Sådan blev jeg Johanne Schmidt-Nielsen

17/04 10 kr
Bil og camping

Bøderne i EU er eksploderet

12/04 10 kr
Slank

Bliv slank - uden at blive fattig

11/04 10 kr
Motion

Chris MacDonald: Når målet skal nås

07/04
Jobzonen - Ny karriere

Annonce: