Landets tre største fagforbund kalder akutjobordningen en kæmpe fiasko. Også Enhedslisten og Dansk Folkeparti er stærkt utilfredse.

Kun få procent af de ledige, der siden nytår har mistet deres dagpenge, har fået et akutjob. Landets tre største fagforbund anklager arbejdsgiverne for at undvige deres samfundsansvar ved ikke at ansætte de ledige, som ordningen egentlig var tiltænkt. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.

En rundspørge, HK har foretaget blandt de medlemmer, der siden nytår har mistet dagpengeretten, viser, at sølle én procent af dem har fået et akutjob.

»Det er en uanstændig ordning, som ikke hjælper de mennesker, som har mest brug for det. Målet har bare været at få slået 12.500 job op, men arbejdsgiverne påtager sig på ingen måde et reelt samfundsansvar,« siger HKs næstformand, Mette Kindberg, til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Hele 78 procent af de adspurgte HK-medlemmer svarer ifølge avisen, at de har søgt et akutjob, hvoraf en fjerdedel har søgt flere end ti job.

Hos 3F har 4,5 procent af de akutledige fået et akutjob, mens samme tendens gør sig gældende hos FOA, hvor man ikke har tal på problemet.

Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl (Ø), er unægteligt utilfreds med ordningen.

»Det ligner en eklatant fiasko, og det er en skandale for de folk, der mister deres dagpenge,« siger han.

Også i Dansk Folkeparti hersker der utilfreds. Arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted siger til avisen, at regeringen i stedet skulle være gået efter at lave en vurdering af, hvilke typer job der er brug for.

SFs arbejdsmarkedsordfører, Sanne Rubinke (SF), afviser dog, at der kommer nye tiltag inden maj, hvor regeringen vil evaluere det, den har sat i gang.

Hun forklarer over for Morgenavisen Jyllands-Posten, at det er for tidligt at dømme ordningen for fejlslagen.