De lytter ikke længere til os, lyder det fra en række fagforeninger, der er frustrerede over regeringens politik. De vil nu satse på egne kampagner og støtte partierne fra sag til sag.

Når 3F mandag indleder sin nye kampagne, Godt Arbejde, vil der ikke være en eneste henvisning til Socialdemokraterne eller andre politiske partier.

Fagforeningen har hidtil været en trofast S-støtte, både politisk og økonomisk, men det er slut nu. Fremover vil 3F føre sine egne kampagner og droppe de faste partnerskaber med partierne til venstre for midten.

Det er en model, som vinder indpas flere steder i fagbevægelsen. Formændene for både FOA og Dansk El-Forbund erklærer sig enige med 3F-boss Per Christensen, der til Politiken siger, at regeringen »simpelthen ikke fatter almindelige lønarbejderes liv og virkelighed«.

»Vi har et folketing, der stort set består af akademikere. De færdes i samme kredse, tænker på samme måde og taler det samme sprog. De er kommet fjernere og fjernere fra den almindelige dansker og har ingen løsninger på de problemer, der betyder noget for lønmodtagerne,« siger FOA-formand Dennis Kristensen.

Han nævner dagpengereformen som en af de helt store snublesten i samarbejdet mellem fagbevægelsen og Socialdemokraterne.

Formand Jørgen Juul Rasmussen fra Dansk El-Forbund er enig, men han mener, at det for alvor begyndte at gå skævt mellem parterne under trepartsforhandlingerne i 2012

»Regeringen stillede nogle ultimative betingelser, og det, synes vi, er en underlig måde at forhandle på. De burde hellere lytte til, hvad vi har at sige. Det er ikke altid, vores ønsker kan gennemføres. Det accepterer vi naturligvis, men de lytter slet ikke til os,« siger forbundsformanden.

I FOA har man for længst opgivet den økonomiske støtte til Socialdemokraterne. I Dansk El-Forbund er partistøtten også på vej ud, og står det til Jørgen Juul Rasmussen skal forbundet i stedet satset på egne kampagner og samarbejde med de partier, der støtter medlemmernes interesser - heriblandt de borgerlige.

Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, er ikke i tvivl om, at meldingen fra fagbevægelsen er et stort nederlag for Socialdemokraterne, der vil mangle både kampagnemidler og frivillige kræfter til den kommende valgkamp.

»Nå de nu trækker støtten og lægger en klar distance til Socialdemokraterne, er det endnu et eksempel på, at partiet har bevæget sig meget langt væk fra sine støtter og kernevælgere,« siger kommentatoren, der også nævner dagpengereformen som den berømte dråbe, der fik fagbevægelsens bæger til at flyde over.

Men ifølge Socialdemokraternes politiske ordfører, Maja Panduro (S), er det ikke fair at straffe partiet for reformen.

Den er vedtaget af et bredt borgerligt flertal, som ikke er til at rokke, og uden en S-ledet regering havde konsekvenserne af reformen været endnu mere alvorlige, fastslår hun.

»Andre partier foretrækker at stå på sidelinjen og skælde ud, men Socialdemokraterne tager ansvar,« siger Maja Panduro.

Hendes partifælle, boligordfører Jan Johansen (S), forstår dog godt, at fagbevægelsen vender ryggen til regeringen.

»Vi svigter en masse mennesker, som altid har passet deres arbejde og aldrig ligget samfundet til last,« siger han.

»Jeg er ked af, at det er kommet dertil, men jeg forstår godt fagforeningerne. De har deres medlemmer at tage vare om. Når vi svigter, må de sige, at de ikke længere kan stå på mål for det,« siger han.