Homoseksuelle på Færøerne får lov til at blive borgerligt gift, men ikke ret til at blive velsignet i kirken.

Thorshavn: Det færøske Lagting har fredag vedtaget et forslag, der giver to af samme køn ret til at blive borgerligt gift.

19 stemte for forslaget og 14 stemte i mod. Ingen stemte blankt. Stemmerne fordelte sig på samme måde, da forslaget tirsdag blev andenbehandlet og sendt videre til fredagens vedtagelse.

Forslaget træder dog først i kraft, når en paragraf er ændret, så kirken ikke er forpligtet til at velsigne homoseksuelle par i kirken. Det forklarer Rannva Solheim, der er jurist og sekretær for Socialudvalget på Færøerne.

- Da ægteskabslovgivningen er et fælles anliggende, bliver man nødt til at have en fælles dialog. Vi forventer, at man både skal i Lagtinget og Folketinget for at få ændret paragraf 14 stk. 2 om kirken, siger Rannva Solheim.

Det er derfor uvist, præcis hvornår de første færøske homoseksuelle kan blive gift.

Ifølge Rannva Solheim vil den færøske minister tage kontakt til social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) hurtigst muligt for at finde en løsning.

Spørgsmålet, om homoseksuelle må blive gift, har længe været debatteret på Færøerne. Under behandlingen af forslaget blev der også stillet et forslag om at sende spørgsmålet til folkeafstemning, hvilket dog blev afvist.

Det er et spørgsmål, som splitter færingerne, forklarede chefredaktør på den færøske avis Dimmalæting, Georg L. Petersen, efter at forslaget natten til onsdag blev sendt videre til tredjebehandlingen fredag.

- Det er et spørgsmål, der deler rigtig mange på Færøerne, for her er de religiøse kræfter meget stærke både politisk og i kirken, sagde han.

I Danmark har det været muligt for to af samme køn at blive borgerligt gift siden 1989.

/ritzau/