Vi kan ikke skræmme østeuropæere ud af danske fængsler, mener Fængselsforbundet, der ikke kan se fidusen i Venstres forslag om at fjerne fængselsgoder til udvisningsdømte kriminelle.

Udenlandske indsatte har det for godt i danske fængsler, mener Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen (V), der varsler et opgør på området. Han kalder det desuden »årtiets største retspolitiske problem«, at udvisningsdømte kriminelle fra især Østeuropa optager mere og mere plads i landets fængsler.

Men hos Fængselsforbundet har formand Kim Østerbye svært ved at se problemet.

»Jeg ved godt, hvordan østeuropæiske fængsler er indrettet med 40-50 indsatte i den samme celle med en kumme i hjørnet og for få senge, så de må skiftes til at sove. De vil altid synes, det er rart at være i danske fængsler, men er det virkelig et problem, at de gør det?« spørger Kim Østerbye.

De Konservative og Dansk Folkeparti støtter Venstres forslag, der blandt andet sigter efter at fjerne muligheden for at uddanne sig og arbejde under afsoning. De Konservatives retsordfører, Tom Behnke (K), understreger dog, at partiet ikke ser noget problem i at lade de indsatte tage del i beskæftigelsestilbuddene.

I Fængselsforbundet går Kim Østerbye et stort skridt videre og kalder det en »katastrofe«, hvis beskæftigelsestilbuddene ender med at blive fjernet.

»Det ville være vanvittigt for hele fængselssystemet, hvis de indsatte skulle sidde og kukkelure i en celle døgnet rundt. Det bliver man tosset af. Jeg køber altså ikke præmissen om, at for at opretholde Karsten Lauritzens retsfølelse så må de ikke sidde og samle tøjklemmer til ni kroner i timen,« lyder det fra forbundsformanden, der i stedet finder det nødvendigt med en debat om billigere afsoningspladser.

»Man kunne forestille sig, at der blev lavet afdelinger i fængslet, hvor vi kun stiller beskæftigelsestilbud til rådighed og undlod at lade psykologer, socialrådgivere og skolelærere komme rendende til gruppen. For vi kan altså ikke socialisere dem tilbage til deres hjemland,« siger Kim Østerbye.

Han påpeger, at afsoningsforhold sjældent indvirker på kriminalitetsraterne.

»Så skulle der jo slet ikke være kriminalitet i Østeuropa. Idéen om, at hvis vi bare strammer straffeskruen, så stopper de med at begå kriminalitet, holder altså ikke,« siger han.

I Københavns Fængsler, der dækker over Vestre Fængsel, Blegdamsvejens Fængsel, Politigårdens Fængsel og Nytorvs Fængsel, oplever man ikke, at gruppen af østeuropæiske fanger stikker negativt ud.

»De tager den beskæftigelse, vi tildeler dem, og generelt er der ikke nogle særlige problemer med gruppen. De indordner sig under de forhold, der er. Det eneste problem er med kommunikationen, da flere har svært ved engelsk,« siger inspektør i Københavns Fængsler Ina Eliasen.

Hun er enig med Kim Østerbye i, at det er vigtigt ikke at pille ved muligheden for at uddanne sig og arbejde under afsoning.

»Det er vigtigt for vores orden og sikkerhed, at vi kan tilbyde en eller anden form for beskæftigelse i løbet af en dag. Og så er det vigtigt for de indsatte at have noget at lave,« siger Ina Eliasen.