- Tak til jer alle. Jeg er utrolig stolt over jeres støtte. Den er vigtig i vores fælles mål om at få et nyt flertal, skriver Helle Thorning-Schmidt efter at hun i går vandt kapløbet med SF's formand Villy Søvndal, om hvem der først nåede det magiske tal på 50.000 fans på facebook.
De to partiformænd, der har givet hinanden hånd på at danne regering sammen, hvis de vinder næste valg, har i flere uger kæmpet hårdt om, hvem der kom først.
Længe lå Villy Søvndal i spidsen, men en kraftig mobilisering fra S-lejren blandt egne medlemmer gav Helle Thorning-Schmidt det afgørende ryk.
Da hun rundede 50.000 fans i går eftermiddag, manglede Villy Søvndal stadig 130 fans. Langfredag morgen kom han i mål, og lige nu ligger han på 50.254 fans, mens S-dronningen har 50.801 fans.
Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen er den eneste, der kommer i nærheden af de to, når det gælder popularitet på facebook.
Der er dog langt op til de globale hittere. USA's præsident Barack Obama har den største fanskare blandt nulevende personer. Omkring otte millioner er fans af ham.



















