Jødisk Samfund nikker genkendende til kritikken af, at der gik for lang tid, før politibetjente tog opstilling ved menighedens synagogen under terrorangrebet i februar.

De har selv sagt det, og onsdag konkluderer den længe ventede evaluering af myndighedernes håndtering af terrorangrebet det samme: Der gik for lang tid, før Jødisk Samfund fik den fornødne beskyttelse.

Den 140 sider lange evaluering slår fast, at der gik tæt på fire timer, fra Omar El-Hussein løsnede ild mod Krudttønden på Østerbro, til betjente tog opstilling udenfor synagogen i Krystalgade. Justitsminister Mette Frederiksen (S) kalder den lange ventetid for »utilfredsstillende«, og den kritik er formand for Jødisk Samfund, Dan Rosenberg Asmussen, enig i.

»Det er jo også det, flere af gæsterne fra arrangementet i synagogen har været ude og sige: At de undrede sig over, at der ikke var politi tilstede, da de kom til festen klokken syv, men at betjentene først kom omkring klokken halv otte. Det er utilfredsstillende, og det er vores forventning, at man tager opstilling fra starten af et arrangement, når vi beder om et forhøjet beredskab,« siger Dan Rosenberg Asmussen.

Han gentager samtidig den kritik, der mønter sig på de manglende sikkerhedsforanstaltninger, før Omar El-Hussein angreb synagogen den skæbnesvangre nat i februar.

»Forud for attentatet havde vi ikke været tilfredse med den måde, PET og politiet greb sikkerheden an på. Havde han (Omar El-Hussein, red.) valgt en anden rækkefølge og angrebet synagogen om formiddagen, så havde der slet ikke været noget politi,« siger Dan Rosenberg, der dog trods alt glæder sig over, at politiet var nået frem, da den 22-årige angreb.

»Det er jo enormt tragisk, at Dan Uzan mistede livet, men sammen med de to politibetjente forhindrede man efter alt at dømme en langt større katastrofe,« siger Dan Rosenberg Asmussen.

Han siger samtidig, at han ser frem til at se myndighedernes bud på, hvordan en langsigtet beskyttelsesplan for de jødiske institutioner kommer til at se ud.