Den tidligere miljø- og fødevareminister mener selv, hun har det rette CV til en post som generalkonsul.

København. Danmark mangler en generalkonsul i Flensborg.

Efter et noget turbulent forløb, hvor Venstre-veteranen Bertel Haarder endte med at takke nej til posten, skal der udpeges en ny.

Flere lokale medier har i noget tid spekuleret i, at den rette til jobbet kunne være tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

Selv mener hun, at posten som generalkonsul i Flensborg "ligger lige for" i forhold til hendes profil:

- Jeg har siddet i nogle år som formand for femmandsudvalget ? udvalget der varetager relationen til det danske mindretal syd for grænsen.

- Jeg har erfaring fra min tid i Europa-Parlamentet, jeg taler tysk og kommer meget i Tyskland, siger Eva Kjer Hansen til DR.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gav posten til Bertel Haarder, da den garvede kulturminister måtte forlade sin ministerpost i forbindelse med regeringsudvidelsen i november.

Haarder takkede i første omgang ja til posten som generalkonsul, men han opgav den et par uger senere efter store protester i Flensborg, hvor folk var glade for den mangeårige generalkonsul, Henrik Becker-Christensen.

Bertel Haarder forklarede, at han havde troet, at der var tale om en nybesættelse af stillingen.

Direkte adspurgt, hvorvidt Eva Kjer Hansen vil sige ja til posten i Flensborg, hvis hun bliver spurgt, svarer hun til DR:

- Det har jeg ingen kommentar til.

Det var den omstridte landbrugspakke, der i begyndelsen af 2016 endte med at koste Eva Kjer Hansen posten som miljø- og fødevareminister.

Det skete, efter at flere fremtrædende forskere beskyldte regeringen for at pynte på tallene og underdrive landbrugspakkens skadelige effekter for miljøet. Det fik De Konservative til at udtrykke mistillid til ministeren.

I juni valgte Folketinget også at give hele regeringen en næse i sagen.

/ritzau/