I en kampagne op til folkeafstemningen 3. december hævder de Radikale, at det var Europols fortjeneste, at 19 børnepornobagmænd blev sigtet. Det var dog dansk politi, som fandt alle de pædofile.

112 personer i 22 lande blev i december 2011 sigtet for børneporno ved Operation Icarus.

Efterforskningen blev efter aftale lavet i Danmark, hvor Rigspolitiet noterede 100, der delte børneporno. Herefter blev sagerne sendt ud til de mange lande, skriver metroxpress.

Det bekræftes af en ph.d.-afhandling, der gennemgår sagen i detaljer, og af Rigspolitiet, der på sin hjemmeside skriver, »dansk politi blev på grund af sin store ekspertise på området valgt til at spille en koordinerende rolle i operationen«.

Dansk politi fandt alle de pædofile og videregav efterforskningen til Europol-landene, så man kunne slå samlet til.

Nu påstår De Radikale, at det var Europol, som stod bag. De har lavet plakater med folk bag tremmer og teksten »19 danske bagmænd blev sigtet efter, at Europol bidrog til at opklare en international børnepornoring«. Det er forkert. Ingen af de 19 var bagmænd, Europol bidrog ikke til opklaringen, og ingen af de anholdte var i en børnepornoring.

Selv Europols cybercrime-chef, Fernando Ruiz, skyder De Radikales forklaring ned:

»Efterforskningen blev leveret fra Danmark,« siger han.

Dansk Folkeparti undrer sig:

»Det er nærmest desperat, at de indrykker annoncer med åbenlyse fejl,« siger Anders Vistesen (DF).

I en e-mail skriver EU-parlamentariker Morten Helveg Petersen:

»Vores kampagne bygger på information fra Justitsministeriet, den danske rigspolitichef, Jens Henrik Højbjerg, og EU-kommissær Anna Cecilia Malmström, som vi finder troværdige.«

(BNB)