Se her de 10 kandidater, der allerede nu kan være sikre på at indtage en af Danmarks 13 pladser i EU-parlamentet. De tre sidste afhænger af den endelige fintælling af stemmerne.
Dansk Folkeparti og SF blev de store vindere på en valgaften, hvor EU-politikken nærmede sig det mønster, vi kender fra den almindelige danske indenrigspolitik.
SF gik klart frem ved søndagens valg til EU-parlamentet, som partiet har gjort det i den hjemlige politik, mens Dansk Folkeparti fik lidt flere EU-stemmer, end de får til folketingsvalg. De to partier går begge frem fra ét til to mandater.
- Jeg tror godt, man i al beskedenhed kan kalde os valgets sejrherre, sagde Pia Kjærsgaard stående sejrrigt på et bord, som hun gjorde det efter folketingsvalget i 2001.
Men Pia Kjærsgaard var langt fra den eneste, der erklærede sig selv som vinder. Både hos Jens Rohde i Venstre, hos Dan Jørgensen og Socialdemokraterne og hos Bendt Bendtsen og De Konservative insisterede man på at have haft succes.
Venstre hentede en lille fremgang på 0,8 procentpoint i forhold til det sløje valg i 2004 og får tre mandater ud af de 13, der nu sendes til Bruxelles. Men fremgangen i procent var afgørende for en triumferende statsminister Lars Løkke Rasmussen.
- Venstre står til fremgang modsat Socialdemokraterne, der får en markant tilbagegang. Jeg glæder mig over, at det er første gang, siden Venstre toppede ved folketingsvalget i 2001, at vi går frem, sagde statsministeren.
Hos Socialdemokraterne regnede man helt anderledes på det. Trods en massiv tilbagegang på 11,1 procentpoint hæftede S-leder Helle Thorning-Schmidt sig ved at være større end Venstre.
- Det vigtigste for os har været at få et godt valg, det vil sige at være det største parti i Europaparlamentet, sagde en glædesstrålende Helle Thorning-Schmidt.
Den konservative Bendt Bendtsen var som tidligere vicestatsminister udset til at trække vælgere til fra andre partier, men det skete ikke. Partiet får igen et enkelt mandat, men K-leder Lene Espersen mente, at fremgangen på 1,4 procentpoint var 'flot'.
Faktisk skulle man helt uden for Christiansborg for at finde en erklæret taber. JuniBevægelsen mistede sit mandat, og i halvfyldte lokaler i Magstræde i København havde spidskandidat Hanne Dahl svært ved at se en fremtid for nej-bevægelsen.
- Det vil være et decimeret parti uden den økonomi og de ansættelser, der er bundet op på mandatet i EU-Parlamentet, og personligt har jeg svært ved at se, hvordan det kan fortsætte, sagde Hanne Dahl.
EU-politikken har i årtier været præget af nej-bevægelserne og af stærke personligheder, der fik danskerne til at bryde partidisciplinen, men ved dette valg nærmer de politiske partier sig det antal mandater, der svarer til deres størrelse i dansk politik. Valgets profiler har nemlig ikke haft format til at tiltrække vælgere fra andre partier, forklarer valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.
- Der mangler kendte kandidater, der trækker på tværs af partierne. Der er ingen Nyrup, der er ingen Schlüter, der er ingen Bertel Haarder, der er ingen Lone Dybkjær. Det betyder, at når du står i stemmeboksen, så hopper du ikke over på ham, du kender, men bliver ved dit moderparti, siger han.
De Radikale fik en vælgerlussing, præcis som i dansk politik, og får ikke noget mandat i parlamentet. Folkebevægelsen mod EU sikrede sig et mandat, som går til Enhedslistens Søren Søndergaard.
