Politiske formænd i Europa-Parlamentet kan se problemet i, at Danmark ryger ud af Europol. De lover at hjælpe.

Strasbourg. En aftale om Europol skal nok falde på plads, siger statsministeren efter et besøg i Europa-Parlamentet onsdag. Men den er ikke i mål.

Udfordringen er at nå det hele inden 1. maj. Falder det ikke på plads, vil dansk politi stå tilbage uden svar, når de søger oplysninger om kriminelle i det europæiske politisamarbejdes digitale registre.

- Jeg har mærket en velvillighed over for Danmark. Man kan godt forstå den situation, Danmark står i, siger Lars Løkke Rasmussen (V).

Efter en lang møderække med alle formænd for de politiske grupper, Europa-Parlamentets formand og EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, står det klart, at der er en fælles forståelse.

Det er ikke kun Danmark, der står med et problem. Hele Europa har et sikkerhedsmæssigt problem, hvis ikke Danmark er med i samarbejdet, lød reaktionerne ifølge Løkke.

Den eneste knast er, at parlamentet kræver en udløbsdato på aftalen, så Danmark ryger ud igen om fem år.

Europa-Parlamentet kan i princippet ikke kræve dette, da parlamentarikerne kun skal høres i processen.

Men de skal høres igen om den endelige aftale, når den er forhandlet på plads, og reglerne siger, at parlamentet har tre måneder til at svare på en høring.

Så lang tid har den danske regering ikke.

- Jeg har sagt til dem (gruppeformændene, red.), at jeg godt kan høre, hvad de siger. Det skal vi selvfølgelig tage seriøst, og det skal vi finde en løsning på. Jeg tror også, at det kan lade sig gøre, siger Lars Løkke Rasmussen.

Regeringen arbejder på et kompromis, hvor man i stedet for en decideret udløbsdato aftaler en frist for genopfriskning af den eksisterende aftale. Det kan eksempelvis være efter fem år.

Dermed kan man undgå at skulle starte helt forfra, når Danmark, hvis parlamentets udløbsdato besluttes, smides ud af Europol igen.

Danmark må træde ud af politisamarbejdet, når samarbejdet bliver overstatsligt 1. maj. Det er en konsekvens af folkeafstemningen i 2015.

En særaftale skal sikre Danmark en ordning, så politiet fortsat har adgang til databaser over kriminelle.

Adgangen kan med den teknologiske udvikling blive lidt mere besværlig end den nuværende, og Danmark får observatørstatus i stedet for at sidde med ved bordet om fælles beslutninger.

/ritzau/