Danmark står i en prækær situation omkring godkendelse af russisk gasledning. EU tilbyder at forhandle.

København. EU-Kommissionen tilbyder at forhandle med Rusland på vegne af Danmark og andre EU-lande omkring gasledningen Nord Stream 2. Det skriver Politiken.

Nord Stream 2 er en planlagt, russisk-ejet gasledning, der skal gå gennem Østersøen.

Danmark skal godkende opførslen. Men det er en politisk meget betændt sag, da både energi-, sikkerheds-, og geopolitik spiller ind.

Derfor har Danmark flere gange bedt EU-Kommissionen om at tilkendegive sin holdning.

DR Nyheder rapporterede tidligere på ugen, at den russiske ansøgning ventes inden for få uger.

EU har altså nu svaret, at man gerne vil overtage forhandlingerne med Rusland.

- Politisk kan vi ikke lide Nord Stream 2, siger talskvinde Anna-Kaisa Itkonen fra EU-Kommissionen til Politiken.

Hun tilføjer dog:

- Der er ingen retlige grunde til, at kommissionen direkte forbyder Nord Stream 2, da den tredje energipakke ikke gælder for offshore delen af rørledningen.

I brevet indbyder EU-Kommissionen Tyskland, Danmark og andre lande til at give deres besyv med og gør det klart, at Nord Stream 2 ikke kan operere i et »retligt tomrum«.

Derfor vil kommissionen søge medlemslandene om lov til at indlede forhandlinger med Rusland, sådan at man kan blive enige om at pålægge projekter som Nord Stream 2 de "centrale principper fra energiunionens regelværk", siger Anna-Kaisa Itkonen til Politiken.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tog sagen op ved seneste EU-topmøde.

I en længere ordveksling med kommissionsformand Jean-Claude Juncker gjorde Løkke det klart, at han anså sagen for at være storpolitik.

Løkke luftede åbent sin frustration, da Juncker i første omgang svarede, at han anså Nord Stream 2 for at være et privat projekt, som ikke havde noget med EU at gøre.

Løkke omtalte sagen igen på et pressemøde i mandags:

- Det er en kendt sag, at jeg synes, der knytter sig mange problemer til det her.

- Hvis man nærstuderer international ret, vil man se, at vi har begrænsede muligheder i en dansk enegang for at forhindre dette projekt. Så vi har i den grad brug for, at der kommer et EU-perspektiv, sagde statsministeren.

Der er flere grunde til, at Nord Stream 2 er problematisk set med den danske regerings øjne.

For det første er forholdet til Rusland iskoldt efter Ruslands annektering af Krim-halvøen og engagement i konflikten i Ukraine.

For det andet vil ledningen tillade Rusland at eksportere gas uden om en række østeuropæiske lande. Derved mister de indtægter. Og de bliver sårbare, hvis Rusland lukker for gassen.

/ritzau/