EU er klar med en plan, der skal forhindre såkaldte invasive arter i at få fodfæste på europæisk jord.

Den lyder harmløs, men et stik fra den asiatiske tigermyg kan overføre tropesygdomme som gul feber, der giver influenzalignende symptomer og udslæt, og som i værste fald kan være livstruende. Og jovist er Ganadagåsens V-formede træk over de danske marker et flot syn, men de sultne gæs spiser landmandens vintersæd og fortrænger andre lokale fugle fra deres territorium.

Den asiatiske tigermyg og Canadagåsen er blot to ud af 12.000 dyre- og plantearter, der er stemplet som persona non grata i europæisk natur, og onsdag vedtog et stort set enigt Europa-Parlament en plan for, hvordan medlemslandene ved fælles hjælp forhindrer invasive arter i at komme ind i EU og samtidig bremse spredningen af de arter, der allerede er her.

»Landenes indsats er ofte ikke effektive nok, da disse arter ikke stopper ved nationale grænser. Samarbejde mellem medlemslandene er derfor essentiel,« udtaler parlamentets ordfører på lovforslaget, tjekkiske Pavel Poc fra den socialdemokratiske gruppe.

Invasive arter er skyld i tab af biodiversitet i Europa og lokale arters udryddelse. De kan bære smitsomme sygdomme, ødelægge infrastruktur og rekreative områder, vanskeliggøre skovdrift og forårsage økonomiske tab for landbruget.

I alt i alt koster de uønskede dyr og planter minimum 90 milliarder kroner om året i EU, fremgår det af baggrundsmaterialet til lovforslaget.

Den nye lov kræver, at medlemslandene kortlægger, hvordan de invasive arter kommer inden for landets grænser, og hvordan de spreder sig. For eksempel kom den asiatiske tigermyg til EU via handlen med brugte bildæk og blev blandt spottet i Holland i 2012. Loven kræver også, at landene øger overvågningen og udarbejder beredskabsplaner.

Ud af de 12.000 invasive arter i EU har kun 10-15 procent fået fodfæste i den europæiske natur. Det bliver også kun de mest ødelæggende arter, indsatsen vil fokusere på, og arterne er endnu ikke udpeget.

En EU-finansieret hjemmeside, der kortlægger biodiversitet i EU og de invasive arter, har både Canadagåsen og tigermyggen blandt de top 100 uønskede dyr og planter i EU. Den såkaldte dræbersnegl med det officielle navn iberisk skovsnegl er også at finde på listen på grund af dens ødelæggende tilstedeværelse i private haver, landbrug og gartneri.

Loven skal officielt vedtages i Ministerrådet, før den træder i kraft.