De andre EU-lande kan fortsat forhindre statsministeren i at hive en dansk rabat på én milliard kroner med hjem fra Bruxelles, vurderer EU-ekspert.

»It ain’t over till the fat lady sings«. I dette tilfælde kan den fede dame meget vel vise sig at være Østrig, og det er ikke sikkert, at det bliver skønsang i Helle Thorning-Schmidts (S) ører. EU-ekspert fra Københavns Universitet Marlene Wind vurderer, at en række lande - heriblandt Østrig - kan forhindre statsministeren i at få den danske milliardrabat på EU-budgettet, som EU-præsident Herman Van Rompuy ellers har skrevet ind i det kompromisforslag, der bliver forhandlet om i Bruxelles fredag.

- Det er en stor kabale, og hvis det overordnede mål, som vi har hørt, er, at den samlede rabat ikke må stige, så er der stadig nogle kampe, der skal kæmpes om, hvem der skal fralægge noget rabat på bekostning af Danmark. Før den forhandling er færdig, er intet 100 procent sikkert, siger Marlene Wind til Berlingske Nyhedsbureau.

Hun spår, at især et land vil sætte sig imod den danske rabat.

- Det kunne være et land som Østrig, der har fået at vide, at de ikke længere er berettiget til deres rabat. Spørgsmålet er, om Østrig er villig til at afgive hele rabatten til Danmark eller kun noget af den, siger Marlene Wind.

Men hun har trods alt svært ved at forestille sig, at der bliver pillet en rabat ud af kompromisforslaget, når Herman Van Rompuy har givet til kende, at han vil give den.

- Den er meget tættere på at være hjemme, end den nogensinde har været. Så længe forhandlingerne pågår, er der en risiko for, at beløbet bliver mindre, men meget tyder på, at Danmark har sikret sig sin rabat, vurderer Marlene Wind.

Helle Thorning-Schmidt og lederne fra de øvrige EU-lande fortsætter armlægningen om det langsigtede EU-budget med Herman Van Rompuy fredag.