'Danmarkshistoriens største tyveri'


En ændring i bankpakke 2 kan have kostet staten op mod 24 milliarder kroner, afslører ny dokumentar.

I 2009 ændrede daværende økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K), efter pres fra bankdirektørerne Peter Straarup fra Danske Bank og Peter Schütze fra Nordea, bankpakke 2, således at bankernes fremtidige kursgevinst havnede i lommerne på bankejerne i stedet for i statskassen. Det afslører DR-dokumentaren "Sikke en fest", der sendes mandag aften, ifølge Politiken.

Mens tidligere overvismand Christen Sørensen fortæller i dokumentaren, at staten er gået glip af omkring 24 milliarder kroner, kalder Henrik Sass Larsen (S), der dengang deltog i forhandlingerne, forløbet for "danmarkshistoriens største tyveri".

Politiken er desuden i besiddelse af dokumenter, der bekræfter ændringen, og centrale kilder bekræfter over for avisen, at Lene Espersen om aftenen 15. januar 2009 mødtes med blandt andre Peter Straarup og Peter Schütze i Økonomi- og Erhvervsministeriet.

Selv ønsker Lene Espersen hverken at af- eller bekræfte, hvem hun mødtes med den aften.

Danske Banks aktiekurs blev tredoblet i tiden efter vedtagelsen af bankpakke 2, skriver Politiken. 

Mener du, at bankerne har for meget magt over politikerne?

Deltag i debatten under artiklen