Jeg påtager mig ansvaret, lyder det fra miljøminister Esben Lunde Larsen efter pres fra både DF og opposition.

København. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) undskylder nu over for Folketinget i sag om fiskekvoter. Det skriver han i en pressemeddelelse.

- Jeg vil gerne undskylde over for Folketingets partier, at der er forslag til at modvirke kvotekoncentration og kvotekonger udviklet af mit ministerium, som jeg ikke har oversendt til Folketinget, udtaler ministeren.

- Jeg burde have viderebragt disse oplysninger, da det ville have bistået de enkelte partier i deres arbejde med at begrænse kvotekoncentration og kvotekonger. Det beklager jeg, at det ikke er sket.

- Det er mit ansvar som minister, at det ikke er sket. Og det ansvar påtager jeg mig, tilføjer Esben Lunde Larsen.

Ministeren anklages for at holde oplysninger tilbage for Folketinget af både støttepartiet Dansk Folkeparti og oppositionen.

Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, oplyste tidligere tirsdag morgen at partiet på et gruppemøde senere tirsdag vil tage stilling til, om de fortsat har tillid til ministeren.

Her ses Esben Lunde Larsen
Her ses Esben Lunde Larsen Foto: Henning Bagger
Vis mere

/ritzau/