Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har indtil videre været meget tavs vedrørende det dyre tøj, han har fået betalt af sit parti. Men V-formanden kan blive tvunget til at invitere Skat inden for i sin garderobe.

Dermed vil han pludselig skulle dokumentere alle sine tøjindkøb.

Ifølge en skatteekspert, som BT har talt med, kan Skat på baggrund af de oplysninger, der allerede har været fremme i pressen, meget vel tænkes at rette henvendelse til V-formanden. Og det vil være helt naturligt, hvis Skat også beder formanden dokumentere de tøj-indkøb, han har hængene hjemme i sit klædeskab.

- I en sag som denne gælder det for Lars Løkke Rasmussen, så vel som alle mulige andre, at det vil være oplagt for Skat at stille spørgsmål. Det kunne være helt fornuftigt at bede manden dokumentere og sandsynliggøre, hvilke udgifter han ellers har haft på tøj. Altså er det tøj, han har hængende hjemme i klædeskabet betalt af ham selv eller af Venstre? Hvis Skat ikke kan finde noget tøj, han selv har betalt i klædeskabet, vil de nok sige hov, du må da have et eller andet tøj på i privat sammenhæng, og på den baggrund formentlig vurdere, at det tøj han også bruger privat er betalt af Venstre, siger skatteekspert Torben Bagge fra firmaet Tommy V. Christiansen i Aarhus. 

Det er kommet frem, at Venstre har betalt for 152.000 kr. tøj til partiets formand Lars Løkke Rasmussen. Det drejer som om alt lige fra underbukser til jakkesæt. Venstre har forklaret, at tøjet er brugt på 'kampagner , konferencer og øvrige aktiviteter med medieeksponering.' Derudover har Venstre erkendt, at man har betalt for en rejse, hvor Lars Løkke Rasmussens familie også deltog.

Ifølge Torben Bagge kan begge sager kan føre til en skattesag, men der er indtil videre ikke oplysninger, der er så belastende, at Skat er forpligtet til at gribe ind.  

- En myndighed har pligt til at gribe ind, hvis der er tale om en ulovlighed af grovere karakter inden for myndighedens kompetenceområde. Hvornår en sag er det, er en konkret afvejning fra sag til sag, siger Bagge og fremhæver, at vi i Løkke-sagerne ikke ved, hvorvidt der faktisk er selvangivet korrekt, og om der dermed overhovedet er en sag. 

Alligevel mener Torben Bagge, at det vil være naturligt, at Skat kontaktede Lars Løkke Rasmussen. Dels for at høre, om det er rigtigt, at familien har fået betalt to feriebilletter, og om rejsen i så fald er blevet indberettet til skattevæsenet, og dels for at høre i, hvilket omfang han har brugt det tøj, som Venstre har finansieret, privat, og om han eventuelt allerede skulle have købt tøjet fri.

Ifølge Bagge er tøj per definition en privatudgift. Med mindre der er tale om en decideret arbejdsuniform, som fx en lægekittel eller en sygeplejerskeuniform, eller hvis tøjet er udsat for ganske betydelig slid, som hos fx. en skorstensfejer. Dette er dog ikke tilfældet for Lars Løkke Rasmussen.

Har Lars Løkke Rasmussen ikke indberettet Venstres tøjindkøb for skattevæsenet, risikerer han dermed to typer skattesager.

- Hvis tøjet er til fri rådighed, skal den pågældende beskattes af alle de penge, arbejdspladsen har brugt på tøjet. Hvis der er restriktioner, som at tøjet kun må benyttes på arbejdet, kan Skat nøjes med at kræve, at den pågældende beskattes af det sparede privatforbrug. Det vil sige det forbrug, som den pågældende må anses for at have sparet på grund af arbejdsgiverens tøj. Det er et skøn, men skattepligten - set fra min stol - er der i begge tilfælde, siger Torben Bagge og uddyber: 

- Ud fra de seneste meldinger fra Venstre, synes det at kunne lyde som om, at Lars Løkke Rasmussen skal beskattes af sparet privatforbrug, fordi han har brugt tøjet i forbindelse med arbejdet. Dette medmindre der er betalt for brug af tøjet, eller at der allerede er betalt skat af den rådighed der har været af tøjet.

Kan Lars Løkke Rasmussen ende med at få betegnelsen skattesnyder, hvis han ikke har købt sig tøj ud?

- I princippet kan man jo sige, at folk der ikke betaler den skat, de skal, også snyder i skat, men efter min opfattelse er det lidt hårdt, at kalde ham skattesnyder, for det forudsætter lidt, at man har gjort det bevidst. Det vil undre mig meget, at en person i Lars Løkke position bevidst vil snyde i skat. Jeg tror snarere, at det i givet fald vil være et udtryk for, at hans rådgiver(e ) - som jeg formoder en mand i hans position har - ikke har været vågen nok, da selvangivelsen blev lavet. Men igen, det kan også være, at det hele faktisk er lavet snorlige korrekt. Det ved vi ikke.