Kenny Bruun Olsen vælges mandag aften til ny borgmester i Fredericia. Nu skal kommunens navn trækkes op af sølet, lyder det fra begge sider af byrådssalen.

Mandag sættes der et foreløbigt punktum for flere ugers højspændt politisk drama i Fredericia Kommune. Den skandaleombruste borgmester Thomas Banke (V) træder tilbage og erstattes af løsgængeren Kenny Bruun Olsen.

Det er et enigt byråd, der peger på den tidligere venstremand som ny borgmester, for nu gælder det om at komme videre og genoprette Fredericias sønderslagne omdømme, lyder det fra både flertallet og oppositionen.

- Den seneste tid har bestemt ikke været produktiv. Nu handler det om enighed og samarbejde, så vi kan komme videre, siger viceborgmester Mads Lund (Borgerlisten).

Oppositionen kunne have udnyttet muligheden for at vælte det borgerlige flertal, men det var der ikke ønske om, fortæller Jane Findahl (SF).

- Tiden er ikke inde til at presse citronen og forsøge med et nyt, smalt flertal. Vi skal sikre stabilitet og skabe en troværdig ledelse, for det har vi brug for, siger hun.

Jane Findahl, der sidder i bestyrelsen for Kommunernes Landsforening, deltog fredag i foreningens kommunaløkonomiske forum, hvor en oplægsholder uforvarende kom til at hylde »Fredericia-modellen«, en innovativ metode til en forebyggende og rehabiliterende indsats i ældreplejen. Hyldesten udløste højlydt latter blandt deltagerne fra de øvrige 97 kommuner, noget, der fik delegationen fra Fredericia til at vride sig i stolene.

- Det var frygteligt pinligt, og jeg er bare glad for, at jeg sad på første række, så folk kun kunne se min nakke. Vores opgave bliver nu at sikre, at Fredericias gode navn og rygte bliver genskabt, siger Jane Findahl.

Som nævnt er den nye borgmester løsgænger. Han blev sammen med tre partifæller ekskluderet i sidste uge, fordi de smed Thomas Banke ud af Venstres byrådsgruppe. Det vides endnu ikke, om Kenny Bruun Olsen og de tre andre tidligere Venstre-folk får lov til at blive en del af partiet igen.

- Jeg ved ikke, om vi kommer tilbage. Tiden har været knap, så vi har koncentreret os om at få ny borgmester i byen, siger tidligere gruppeformand Peder Hvejsel, der understreger, at det er op til Venstres lokalbestyrelse at afgøre, om eksklusionen skal omstødes.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra lokalformand Jakob Ladingkær.