Hverken Socialdemokraterne, Venstre, Dansk Folkeparti eller de Konservative støtter Enhedslistens hasteforespørgsel om dagpenge. Dermed ser opbakningen ud til at smuldre.

Folketinget kommer efter alt at dømme ikke til at mødes til en hastedebat om dagpengeområdet 21. oktober - to dage efter Dagpengekommissionen har fremlagt sine anbefalinger.

Enhedslisten ser nemlig ikke ud til at kunne mønstre den nødvendige opbakning til den hasteforespørgsel, beskæftigelsesordfører Finn Sørensen (Ø) onsdag sendte rundt til Folketingets partier.

Målet var at samle Folketinget til en hastedebat for at få afklaret, hvilke partier der er parate til at poste penge i dagpengesystemet, inden regeringen indkalder til forhandlinger.

En hasteforespørgsel kræver opbakning fra to femtedele af Folketingets medlemmer, og den opbakning havde Finn Sørensen ventet at finde hos Alternativet, SF, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.

Onsdag meddelte DF-formand Kristian Thulesen Dahl (DF), at han ikke vil støtte hasteforespørgslen, og torsdag kommer Socialdemokraterne med samme melding.

»Vi synes, at tiden må være til, at kommissionen får lov til at fremlægge sit forslag, og så kommer der forhandlinger. Vi kommer til at drøfte det i al rigelighed i offentligheden, så derfor er der ikke nogen grund til, at man ligefrem skal indkalde til hasteforespørgsel,« siger gruppeformand, Henrik Sass Larsen (S).

S-formand Mette Frederiksen (S) gik ellers på talerstolen under Folketingets åbningsdebat torsdag formiddag med en klar melding om, at Socialdemokraterne er klar til at bruge flere penge på en nytænkning af dagpengesystemet. Socialdemokraterne har ellers hidtil stået fast på det modsatte.

Men heller ikke i det lys ser Henrik Sass Larsen grund til at samle Folketinget til en hastedebat.

»Det, vi først og fremmest er optaget af, er at få skabt et resultat. Og det er hasteforespørgsler ikke særligt gode til. Der er brug for politiske forhandlinger,« siger den socialdemokratiske gruppeformand.

Venstre og de Konservative har også erklæret, at de ikke bakker op om Enhedslistens dagpengedebat, mens det endnu er uklart, om Liberal Alliance støtter.

Selv om Finn Sørensen har fået opbakning fra SF og Alternativet, er der altså lang vej til den støtte, der kræves, før Præsidiet godkender hasteforespørgslen.

Og det er EL-ordføreren skuffet over.

»Jeg er særligt skuffet over, at Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti ikke bakker op. De har jo sagt ligesom os andre, at der skal tilføres flere penge til dagpengesystemet, mens regeringen siger det modsatte,« siger Finn Sørensen.

Selv om Mette Frederiksen har erklæret sig parat til at putte penge i dagpengesystemet, afviser hun at gøre brug af det alternative flertal uden om regeringen, der er klar til det samme.

Og derfor kunne en hastedebat have været nyttig, mener Finn Sørensen.

»Vi mangler jo et konstateret flertal for at lægge pres på regeringen. Den diskussion er vi nødt til at have i folketingssalen, i håb om at vi kan overbevise Socialdemokraterne om, at det er en forkert holdning at have,« siger han.