Den danske efterretningstjenestes påståede samarbejde med CIA bør føre til en uvildig undersøgelse, mener Enhedslisten.

Den tidligere PET-agent Morten Storms afsløringer af efterretningstjenestens arbejde bliver onsdag drøftet i Folketingets Retsudvalg, hvor justitsminister Morten Bødskov (S) skal svare på kritiske spørgsmål fra Enhedslisten.

Regeringens støtteparti vil blandt andet vide, om det er rigtigt, at PET har givet CIA oplysninger, som har hjulpet den amerikanske efterretningstjeneste med at opspore og dræbe ledende al-Qaeda-terrorister.

Retsordfører Pernille Skipper (Ø) giver ikke meget for de hidtidige udmeldinger fra Morten Bødskov.

- PET og justitsministeren har i generelle vendinger afvist, at PET kan deltage i operationer, der har til formål at slå mennesker ihjel. Det er rigtig fint, at de har forstået folkerettens regler, men de har endnu ikke afvist, at reglerne er blevet brudt i dette konkrete tilfælde. Det er der desværre rigtig meget, der tyder på, siger Pernille Skipper i en pressemeddelelse.

Hun håber, at onsdagens samråd vil føre til, at Morten Bødskov bestiller en uvildig undersøgelsen af sagen.

- Selv hvis justitsministeren afviser, at PET har leveret oplysninger til CIA, der har ført til drab på mistænkte personer, er det ord mod ord. Det er alvorlige mistanker, der retter sig mod PET. De må ikke stå umodbeviste hen. Det kan hverken vores retsstat eller PET selv leve med, siger Pernille Skipper.

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) deltager også i retsudvalgets samråd onsdag.