Danskerne skal tages med på råd ved en folkeafstemning, inden planerne om at sælge de resterende dele af DONG gennemføres, lyder det fra Enhedslisten.

Den danske befolkning skal ved en folkeafstemning have mulighed for at stemme for eller imod et eventuelt salg af DONG.

Det mener Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), og hun opfordrer derfor SF, Socialdemokraterne og Radikale Venstre til at give en garanti for, at folket vil blive spurgt, hvis planerne om at sælge de resterende dele af DONG holder ved.

»Forløbet omkring DONG har jo været én lang skandale. Man har ikke bare solgt ud af en hel central del af vores statslige infrastruktur. Man har med maksimal lukkethed kørt salget i gennem, og oven i købet solgt ud til et selskab i skattely, der er notorisk kendt for urent trav. Oven i købet i en situation hvor et flertal af danskerne var modstandere af et salg. Det mener jeg ikke skal gentage sig. Derfor bør et fremtidigt udsalg af de sidste aktier i DONG sendes til en folkeafstemning,« siger Johanne Schmidt-Nielsen i en pressemeddelelse.

Hun pointerer, at DONG er fælles ejendom, og derfor bør danskerne også tages med på råd.

Hvis partierne ikke vil garantere, at danskerne skal have indflydelse på DONG-salget, så opfordrer den politiske ordfører til, at SF, Radikale Venstre og Socialdemokraterne melder klart ud, om de planlægger at sælge yderligere dele af DONG i den næste valgperiode.