Enhedslisten kræver, at regeringen åbner medieforliget, så man på den måde kan finde penge til at redde DR UnderholdningsOrkestret.

Hvis DR UnderholdningsOrkestret skal bevares, hvilket et flertal uden om regeringen ønsker, skal medieforliget genåbnes. Sådan lyder kravet fra Enhedslisten, skriver DR Nyheder.

Regeringens parlamentariske grundlag vil helt konkret stille et beslutningsforslag, hvor man kræver handling fra regeringens side.

»Vi vil genåbne medieforliget og finde ny finansiering til orkesteret. Derfor fremsætter vi nu et beslutningsforslag, som vil pålægge regeringen at åbne medieforliget, så vi kan finde midler til at redde orkesteret,« siger kulturordfører Jørgen Arbo-Bæhr (Ø) til DR Nyheder.

Han har allerede forslag til, hvad politikerne skal pille ved, hvis forliget genåbnes. Han mener således, at de penge, der skal til for at redde DR UnderholdningsOrkestret fra lukning, kan findes ved at droppe den afskaffelse af erhvervslicensen, som man ellers har givet hinanden håndslag på i forligskredsen.

Tidligere tirsdag smed kulturminister Marianne Jelved (R) et kompromisforslag på bordet i et forsøg på at nå til enighed om fremtiden for orkestret. Forslaget kommer angiveligt fra DRs egen ledelse, og SFs kulturordfører, Özlem Cekic (SF), kunne efter mødet bekræfte, at det drejer sig om at tilføre seks millioner kroner til DR SymfoniOrkestret, der så skal varetage nogle af UnderholdningsOrkestrets opgaver.

Kompromisforslaget blev kun fremlagt mundtligt på tirsdagens møde. Forligspartierne venter nu på at modtage det skriftlige forslag i de kommende dage, og så mødes kredsen med ministeren igen i næste uge.