Enhedslisten vil med en nyt forslag hjælpe lavtlønnede familier med at betale deres grundskyld, men regeringen afviser.

Selv om grundskylden på en bolig stiger år for år, kan pensionister vente med at betale, indtil den dag huset bliver solgt, og kan på den måde blive boende.

Og det er en model, som Enhedslisten gerne ser udbredt til at gælde alle lavtlønnede.

Det skriver Jyllands-Posten.

»Mange lavtlønnede familier risikerer at komme i vanskeligheder, fordi vi ser så store stigninger i grundskylden. Det er vi nødt til at tage alvorligt,« siger finansordfører for Enhedslisten Frank Aaen (Ø) til avisen.

Enhedslisten foreslår, at den gennemsnitlige pædagogløn, som i 2013 var på 27.730 kroner, skal være indtægtsgrænse.

SF er ifølge Jyllands-Posten positivt stemt over for Enhedslistens forslag, men både Socialdemokraterne og De Radikale afviser, at forslaget kan blive til noget.

Spørgsmålet om grundskylden kan måske udløse opgør i den kommende valgkamp, særligt mellem de blå partier, hvor De Konservative og Liberal Alliance forventes at love fastfrysning og nedsat grundskyld, mens Venstre fortsat fastholder, at partiet vil prioritere skattelettelser i bunden.