Enhedslisten: Søvndals slingrekurs er uacceptabelt
Først ville Villy Søvndal (SF) ikke bruge oplysninger fremkommet under tortur. Samme dag skiftede han mening, og det får nu Enhedslistens udenrigsordfører op af stolen.
Først ville Villy Søvndal (SF) ikke bruge oplysninger fremkommet under tortur. Samme dag skiftede han mening, og det får nu Enhedslistens udenrigsordfører op af stolen.
- Den nuværende slingrekurs finder jeg fuldstændig uacceptabel, siger Enhedslistens udenrigsordfører, Christian Juhl.
Det er udenrigsminister Villy Søvndals slingrekurs i forhold til torturspørgsmålet, der gør Christian Juhl vred. Søndag morgen kunne man i Berlingske læse, at Danmark ikke længere ville gøre brug af oplysninger, der er fremkommet under tortur af mistænkte i andre lande.
Men senere søndag trak Villy Søvndal i land med justitsminister Morten Bødskov (S).
Kræver forklaring
Villy Søvndals holdningsændring kræver en forklaring, mener Christian Juhl.
- Jeg vil på Udenrigspolitisk Rådsmøde i dag kræve en redegørelse fra udenrigsministeren, skriver han i en pressemeddelelse.
Udenrigsministeren skulle ifølge Christian Juhl ikke have ændret holdning til torturspørgsmålet.
- Brugen af tortur er fuldstændig uacceptabelt, og Danmark burde igen gå foran i kampen mod mishandling i stedet for at samarbejde med torturstater. Det er uklogt og farligt at sætte sin lid til oplysninger fremkommet under tortur. En torturbøddel kan jo få ofrene til at sige hvad som helst. Det er ikke seriøst efterretningsarbejde og kan lede os på vildspor, siger han.
Villy Søvndals budskab om at bandlyse oplysninger fremskaffet under tortur af mistænkte i andre lande var et opgør med den tidligere regering.
Ændrede holdning
Han kaldte desuden sådanne oplysninger for utroværdige. Men i en fælles pressemeddelelse fra Villy Søvndal og justitsminister Morten Bødskov søndag aften blev budskabet ændret.
- For at kunne løse deres opgaver er vores tjenester nødt til at udveksle oplysninger også med lande, der anvender afhøringsmetoder, som kan stride mod dansk retsopfattelse. Tingene er sjældent sorte eller hvide. Der er etiske dilemmaer og nuancer i mange af livets forhold, og det er der også, når det gælder indsatsen mod terror og arbejdsvilkårene for vores efterretningstjenester, skrev Villy Søvndal og Morten Bødskov i pressemeddelelsen.
SKULLE VILLY SØVNDAL HAVE HOLDT FAST I, AT DANMARK IKKE BØR BRUGE OPLYSNINGER, SOM ER FREMSKAFFET VED HJÆLP AF TORTUR? DELTAG I DEBATTEN HERUNDER: