Enhedslisten raser: I logrer med halen, når USA kalder
Regeringen får hug efter drone-beslutning
Regeringen får hug efter drone-beslutning
Når USA svinger taktstokken, logrer Danmark med halen, lyder det fra Enhedslisten, der kalder det dybt kritisabelt, at Danmark finansierer ubemandede fly i Afghanistan.
Enhedslisten er stærkt utilfreds med, at der blot skulle en opfordring fra præsident Obama til, før Danmark genindtrådte i det såkaldte AGS-projekt, der skal udstyre NATO med fem ubemandede fly - også kaldet droner.
Ifølge Politiken blev statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) overbevist om projektet under et møde med USAs præsident for tre måneder siden, og siden vendte partierne i forsvarsforliget på en tallerken i den konkrete sag.
- Ligesom under Fogh følger den nye regering USA og logrer, hvis den bliver bedt om det. Danmark skulle som lille land i stedet arbejde for en stærk international orden, hvor det ikke bare var de store, der trumfede de små. Vi har set to fejlslagne krige i henholdsvis Afghanistan og Irak, og derfor er det på tide at sadle om. Man burde i stedet støtte FN, som fører en fredsskabende udenrigspolitik, siger Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen, til Berlingske Nyhedsbureau.
Danmark var oprindeligt med i projektet, men besluttede i 2010 under Lars Løkke Rasmussen (V) at træde ud for at spare penge, hvilket hans forgænger på statsministerposten, NATOs generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, åbent kritiserede. Hvad der siden har fået Danmark til at ændre holdning, står hen i det uvisse, lyder det fra Nikolaj Villumsen.
- Der er ikke sket de store fremskridt i Afghanistan, og derfor er det også underligt, at regeringen nu ændrer holdning. Vi har set, at droner har medvirket til drab og givet informationer til Tyrkiet, som har bombet civile ved grænsen til Irak, siger han med henvisning til, at det var billeder fra droner, der i december førte til et tyrkisk luftangreb, som slog 35 civile kurdere ihjel.
Socialdemokraterne forsvarsordfører, Bjarne Laustsen, løfter sløret for, hvad der har fået hans parti på andre tanker.
- I 2010 var vi i den situation, at vi ikke havde en exit-dato i Afghanistan (2014, red.). Det har vi nu, og derfor drejer det sig nu om, at hvert enkelt land yder et bidrag. Vi har brug for bedre overvågning, så vi kan hjælpe afghanske sikkerhedsstyrker med at udføre den helt rigtige indsats, siger Bjarne Laustsen.
Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) har endnu ikke kommenteret, om det var under et møde med Obama, at den danske statsminister blev overbevist om AGS-projektet.